Filmblog for folket!

Friday, March 30, 2007

Natfilm-dagbog: torsdag

Noget tyder på at Natfilm-programmet efterhånden er kommet op i omdrejninger, eller også har jeg bare været heldig med min udvælgelse (og været uheldig visse dage…). Torsdag stod den således på fire vidt forskellige film, der alle var et interessant bekendtskab, selvom vi ikke taler om deciderede mesterværker (men det er vel også for meget at forlange, hver gang man sætter sig til rette i mørket).

Dagen startede som sædvanligt i Vester Vov Vov med visning af den amerikanske (fake?-)dokumentarfilm ”Street Thief”. Her vil jeg lige først knytte et par ord til biografen – Vester Vov Vov ligger heldigvis kun et (ret langt) stenkast fra hvor jeg bor, men deres komfort-faciliteter lader virkelig noget tilbage at ønske. Marie kommenterede selv forleden, at da hun havde været der, var hun blevet forarget over salens tilstand og publikums tilsyneladende laissez faire holdning til stedet. Sæderne er godt nok heller ikke guds bedste børn, men nu hvor de har indført nummererede pladser (fuck først til mølle – når jeg bestiller billetter i forvejen så gør jeg det også for at sikre mig en god plads), så kan man med fordel bestille i god tid og tiltuske sig et af flysæderne, helst på række 6, hvor benpladsen er bedre. Okay, lærredet er ikke synderligt stort, og der bliver aldrig helt mørkt, særligt når operatører, billetkontrollører og forsinkede publikummer konstant går ud og ind ad døren – tag jer nu sammen, når vi ser film i biffen, så ser vi film, og så skal vi ikke forstyrres, capiche? Det er jo for helvede ikke Palads? Nå, men alt i alt er Vester Vov Vov ganske velvagt til de tidlige eftermiddagsforestillinger, hvor der hænger noget søvnigt og afslappet i luften.

Well, back on topic, ”Street Thief” er en selvproklameret dokumentar om den amerikanske professionelle indbrudstyv Kasper Karr – han frasiger sig dog termet ’professionel’ for som han pointerer, så er det jo ikke noget man kan finde på de Gule Sider. Instruktøren og hans makker følger Karr rundt i sin daglige location scouting, hvor han planlægger sine indbrud, men også på det endelige job, hvor Karr bryder ind i en biograf og slipper af sted med over 100.000 dollars. Fakta eller fiktion? Det er svært at blive helt klog på ”Street Thief” for dens ophavsmænd påstår at det ikke er en konstruktion, men ifølge filmen forsvinder Karr sporløst efter kuppet og instruktøren konspirerer om, at han er blevet likvideret. Det hele virker næsten for fantastisk og visse af filmens scener, især en række interviews med en af Karrs embedskolleger, virker iscenesatte. Har vi at gøre med den faktuelle virkelighed, så er det at filmens emne bliver helvedes kontroversielt. Og dens styrke ligger netop i, at man som tilskuer aldrig bliver helt klog på hvad der er sandt. I modsætning til f.eks. ”Mand bider hund”, som i mine øjne er for karikeret og humoristisk for sit eget bedste, så formår ”Street Thief” at bibeholde det urolige nærvær, som illusionen om at opleve virkelige hændelser afføder. Den tager sig selv alvorligt, i forsøget på at snyde publikum mest muligt, lidt ligesom sin mockumentary-fælle ”Blair Witch Project”, dog uden det fantastiske element til at udviske den virkelige troværdighed. For er ”Street Thief” en mockumentary? Jeg er stadig ikke helt sikker…

Dagens anden film, den franske ”Exterminating Angels” er i en ganske anden boldgade. Den fortæller historien om en filminstruktør, der bliver besat af at komme ind under huden på den kvindelige lysts mysterium, hvorfor han hyrer en række unge piger til at onanere og have sex foran ham, så han kan forsøge at afkode deres passion og særligt kvindens orgasme. Der lægges dog ikke fingre imellem (og dog;) ) når de seksuelle scener udpensles på lærredet, for der er virkelig dømt full blown erotik, når ungmøerne går i gang. Det er næsten for let at anklage filmen for blot at være en undskyldning for mandlige sexfantasier, og næsten mandschauvinistisk i sin fiksering på girl on girl action, med underkastede franske nymfer der vrider sig i lyst. Det er måske også derfor at filmen bevidst har valgt at indlægge en handling, der samtidig aspirerer til at være kunstfilm, med indlejrede engle, der vogter over hovedpersonen, hans døde bedstemor, der viser sig for ham i drømme, samt en radio-speak, der i ny og næ repeterer de mest absurde sprogblomster, jeg længe har hørt – skizofren tale a la ”de blå dæmoner kan ikke skade deres venner i en ørken af sand og elendighed” el lign. (fandt selv på den sætning, for kan ærlig talt ikke huske de vrøvlevers filmen bombarderede mig med). I den forstand er det udpræget fransk på sin ofte påtagede, selvsmagende og støvet-litterære måde, men disse forsøg på fremmedgørende kunstgreb er heldigvis ikke alt for overskyggende. Der er dog primært en tendens til at man finder karaktererne utroværdige, især de unge piger, der fluks alle som én fascineres af, ja endog forelsker sig i, den lettere tørre instruktør, som ser fransk og 40-års-kriseramt ud som kun franske 40-årige med livskriser kan se ud. Det er primært motivationerne som virker påtagede i denne film, hvis stempel som semi-kunstfilm mere synes at dække over ønsket om at lave en rigtig saftig erotikfantasi med tilhørende handling. Når det er sagt, så skal jeg da være den første til at indrømme at ”Exterminating Angels” er utrolig sexet på den smagfulde måde – men dens rammefortælling er og bliver et postulat. Og fik instruktøren løst gåden om den feminine orgasmes mystik? Nej, selvfølgelig ikke!

Fra kåde kællinger til koalabjørne med personlighedsspaltning. Minoru Kawasakis anden film her på Natfilm, efter den grinagtige b-parade ”The Calamari Wrestler” havde mange af de samme ingredienser, men tør noget mere. ”Executive Koala” handler om koalaen Keiichi, der arbejder for et pickles-firma, men som pludselig beskyldes for mordet på sin kæreste. Hans kone døde flere år tilbage, men nu tror politiet også at han slog hende ihjel. Det viser sig, at Keiichi har fortrængt sin fortid, og faktisk var et dumt og voldeligt svin (altså i overført betydning, ikke en fysisk gris) dengang. Snart myrdes også hans chef (som er kanin) og hans psykolog, og Keiichi ryger i spjældet. Det lykkes ham dog at slippe ud, takket være et flyveegern, og det hele ender med et opgør mellem Keiichi og hans afdøde kone som ikke er død alligevel (for hun er kampsportsekspert og kan genoplive sig selv), og faktisk bliver de alle lykkeligt genforenet til sidst, trods at de lige har smadret hinanden til plukfisk. Nå jo, og ham politimanden, som blev skudt lever op igen som om intet var hændt. Fik jeg nævnt at fængslet var Alcatraz, men var befolket udelukkende med japanere? Well, mening giver filmen ikke meget af, men den har dog folk i dyrekostumer, hvilket altid er et plus – det bliver naturligvis altid bedre af at folkene i dyrekostumer slås (har man set ”Death to Smoochy” ved man hvad jeg taler om). Kawasaki benytter stadig samme ubehjælpelige b-films format, både i sin historie og i sin teknik, men ”Executive Koala” har den fordel at den tør være all over the place, og i et nu benytter både slasher-referencer og kampkoreografi a la ”Tekken”-spillene, alt sammen på den kiksede og ganske forrykte måde. For når man er kommet sig ud over det morsomme i at hovedpersonen er klædt ud som koala (hvilket faktisk sker overraskende hurtigt), så har man brug for andre elementer, der kan tære på ens lattermuskler, og her lykkes det ”Executive Koala” i bedre grad end ”The Calamari Wrestler”. Det mest utrolige ved en film er dog, at salen i CinemaxX næsten var fyldt op, hvilket blot cementerer det faktum, at publikum på Natfilm egentlig helst vil have to ting: Enten A) Genkendelige film, primært amerikanske, med velkendte stjerner, eller B) Noget er er så langt ude, så underligt og så syret at man ikke kan tage det seriøst. Altså mainstream eller exploitation. Her ligger kernen i Natfilm.

Torsdag stod dog ikke kun på spøjse løjer, men fik en fornem afrunding med den uafrystelige og uhyggelige New Zealandske ”Out of the Blue”. Filmen fortæller historien om landets største massemord i nyere tid, hvor en mand gik amok i den lille by Aramoana og dræbte 13 mennesker i 1990. Vi starter ud i nærheden af ”Falling Down”, men ender hurtigt i selskab med Gus van Sants ”Elephant”. Episoden skildres realistisk og kontant, og et af filmens væsentligste træk, er dens opbygning mod den forestående massakre. Som tilskuere aner man hurtigt hvor det bærer hen, men ”Out of the Blue” giver sig god tid til at lade os komme ind under huden på dagliglivet i den lille soveby ved vandet, og lader os blive fortrolige med de forskellige indbyggere og deres trivielle gøremål, inden det hele eksploderer. Man sidder snart og venter i hvert klip, at den frådende galning skal åbne ild og meje de sagesløse personer ned, men spændingen trækkes ud til det næsten ubærlige – hvilket giver god mening. Når katastrofen endelig indtræffer er det næsten uvirkeligt banalt – skuddene fra hans AK47 lyder som et luftgevær, og de pludselige likvideringer af både børn såvel som voksne, sker ikke i et aggressionsudbrud, men mere som en eftertanke fra gerningsmanden. Hollywoods eksplosive og æstetiserende voldsorgier punkteres med et desillusionerende dumpt knald i lyset fra den virkelige verden. For sådan tror jeg sådanne pludselige nedskydninger opleves – grufuldt foruroligende i deres næsten bagatelliserende uvirkelighed. Drabsmandens vilkårlige offerliste er ægte uhygge, fordi den frasiger sig enhver form for mening eller logik. Tilfældighedens mord er noget nær det mest skræmmende, jeg kan komme i tanke om…
”Out of the Blue” spiller igen i CinemaxX på lørdag kl. 18.30 – und jer selv at se den, da den ikke kommer op i biograferne herhjemme. Men forbered jer på en både stærk og ubehagelig oplevelse.

Labels: ,

Thursday, March 29, 2007

Natfilm-dagbog: onsdag

Onsdag holder hermed titlen som den mindst givende dag i denne Natfilm-omgang – til gengæld var vejret jo så supergodt, at det alligevel var synd at bruge al tiden inden døre.
Kun to film blev det til, grundet manglende evne til at få afsat min aftenvagt i De Kendtes Playtime (faktisk kun1½ hvis jeg skal være helt ærlig, men det kommer vi til).

Først var jeg i Vester Vov Vov og se ”Kurt Cobain – About a Son”, som er en dokumentarfilm baseret på en række interviews med selveste Kurt Koben. Disse findes dog kun som lydoptagelser, og instruktøren har derfor i stedet valgt at akkompagnere Cobains fortællinger med tematiske scener og lyriske billeder, der spejler samtalens indhold. Det var ikke lykkedes mig at lokke andre med ind til filmen, efter ’visse’ folk havde brændt sig på sidste års svært tilgængelige ”Last Days”, hvor Michale Pitt gav den som grunge-ikonet, dog uden synderligt indhold i hverken tilværelse eller filmen som sådan. Det skal dog siges, at selvom ”About a Son” ikke er en klassisk dokumentarfilm i genrens forstand, så var den både et interessant og behageligt bekendtskab. Kurt Cobain er faktisk en ganske indsigtsfuld mand, og de lange interviews kommer rundt om både hans forholdsvis lykkelige barndom, hans fraværende far, outsiderfølelsen i teenageperioden, samt hans gennemgående følelsesmæssige tumult og instinktive had overfor andre mennesker. Nogle gange er vi lidt ude på et overdrev, og den midterste del af filmen trækkes lidt vel langt, men alt i alt er det imponerende at Cobains stemme kan forankre ens interesse i godt og vel halvanden time. Billedsiden virker som den skal, uden at blive fortænkt eller prætentiøst kunstnerisk, og selvom filmen ikke kommer direkte ind på Nirvanas musik, så giver den i stedet et billede af hvilken kompleks person hr. Cobain var. Der er noget uhyggeligt ved at høre ham snakke om sine ønsker om at holde sig fra stofferne og blive en god far for sin datter, når man ved, at han året efter det sidste interview skød hovedet af sig selv med et jagtgevær. Jeg havde i hvert fald en klump i halsen, da filmens sidste stilbilleder af musikeren Kurt på scenen rullede over lærredet. Helt klart en indsigtsfuld film for dem der ikke har læst Cobains biografi.

Og så gik filmen ellers i sort. Den koreanske ”The Last Dining Table” skulle ifølge programavisen være dedikeret til Roy Andersson, og dertil være i familie med hans absurde dystopifabel ”Sange fra anden sal”, men der vil jeg immervæk slå i bordet. At sammenligne de to film med hinanden er ikke blot et letkøbt salgstrick, men direkte uforskammet overfor Anderssons mesterværk. ”The Last Dining Table” er den første film i hele min Natfilm-karriere (og én af de få i min biografkarriere) som jeg er udvandret til. Jeg holdt hele 45 minutter, før jeg besluttede mig for at forlade biografen, og i stedet nå hjem og skrive disse ord. Jeg var ikke rasende. Jeg var heller ikke frustreret eller hovedrystende grinende. Jeg følte faktisk ingenting. Og det er symptomatisk for filmen, som i bund og grund synes ligegyldig. Med dens lange indstillinger og ubevægelige kamera, mindede den mig om en af natfilms tidligere visitter ”What Time Is It There”, men den film havde i det mindste en slags overordnet handling. En sammenhæng. Et formål. Ikke når det kommer til ”The Last Dining Table”. Forstå mig ret, jeg er stor fan af long takes og cinematiske tableauer – bare tag ”Sange fra anden sal” som pragteksempel; ja selv den lidt langtrukne ”What Time Is It There”. Men teknikken skal bruges til noget. Den skal ikke bare være en fiks måde, hvorpå man forsøger at plagiere andres succesfulde form eller en billig måde at konnotere ’art-film’. Kunst skal berøre, på den ene eller den anden måde. Og det formår ”The Last Dining Table” så absolut ikke.
Men hov, jeg har jo helt glemt at fortælle hvad filmen går ud på. Tro mig – det var ganske med vilje. En mand i jakkesæt kommer ned i metroen og sætter sig blandt de hjemløse tiggere – denne scene havde noget der kunne minde om noget finurligt. Måden hvordan tilskuerens forudindtagede opfattelse vendes på hovedet. Ganske kløgtigt. Men så stopper det også her. Flere scener: En kone gør rent i sin have. En fange tæskes af sine fangevogtere. Folk chatter på nettet. En mand tager gentagne bidder af en roe (?), som han spytter ud igen. En kvinde spiser en roe. En mand blandt biografens publikum tager sin jakke og taske og går…
Da jeg i sin tid så ”Sange fra anden sal” i biografen var jeg hypnotiseret – mine øjne klistrede febrilsk til lærredet og jeg glemte næsten af trække vejret. Da jeg så ”The Last Ding Table” ønskede jeg desperat, at jeg var træt nok til at falde i søvn, så den meningsløse Sissyfos-forestilling foran mit blik kunne tage sin ende.

Labels: ,

Wednesday, March 28, 2007

Natfilm-dagbog: tirsdag

Tirsdag var en kende mere booket, og så var det faktisk ganske gode biografoplevelser all round. Dagen tog sin begyndelse i Dagmar, hvor den tyske ”Life Actually” blændede op for forstadsfrustrationer lidt i stil med ”American Beauty” – bare sat i en afromantiseret tysk hverdag. Familielivet har det ikke for godt, når faderen, der mister sit job, pludselig indser at han egentlig ikke kender sine børn og kone synderlig godt, da hans forrige arbejde har taget al hans tid. Den ældste søn er i militæret og flirter med homoseksualitet og den yngste søn er besat af kemi og særligt at springe ting i luften. Mor har et kunstgalleri, hvor en spirende affære også tager form. Det hele kompliceres endnu mere, da familien får nye naboer, hvis fandenivoldske datter fordrejer hovedet på den yngste søn. Filmen starter ud fra sønnens synspunkt, men fortællerkontrakten brydes undervejs, for det er faktisk alle personernes historie – man kan dog klandre den for ikke at veje alle handlingstrådene lige tungt. Men med en blanding af finurlig humor og dramatisk forstadsrealisme er ”Life Actually” faktisk et kig værd, om ikke for andet så for de velspillende skuespillere. Jeg har altid været særlig tiltrukket af tysk film, og de skuffer som regel ikke i festivaløjemed (havde noget nær samme oplevelse på Berlinalen i år, hvor det også var de tyske film, der var de mest interessante). Sammen med norsk film, så er her et land der kan fortælle gode, solide cinematiske historier.

Herefter gik turen til Cinemateket, der havde den amerikanske dokumetrafilm ”A Flock of Dodos” på programmet. Filmen forsøger at kortlægge krigen mellem evolutionslærens forkæmpere og deres nye modstandere, Intelligent Design, som er en slags mediering mellem religionen og evolutionsteorien. Hos Intelligent Design mener man, at skaberværket må stamme fra en intelligent skaber af en art, men hvem eller hvad dette er, er mere diffust. Som en mere afdæmpet og dialogvillig Michael Moore har filmens instruktør, der selv er tidligere videnskabsmand, begivet sig ud for at dække begge sider af kampen. Ifølge hans film, så er Intelligent Design et pr-stunt, hvis formål mere er at så tvivl om evolutionslæren end at komme med et reelt alternativ, og dermed en agent for det religiøse og republikanske USA. Filmen er desværre ikke helt så overbevisende i sin argumentation, og selvom den er fornøjelig og interessant til tider, så lider den lidt af det samme dilemma som instruktøren skitserer, som gældende for videnskabsmændene: nemlig det faktum at de ikke er særlig gode til at viderekommunikere deres teorier, samt at det er lettere at forfalde til lette og enkle sandheder, hvorved det nuancerede billede går fløjten. Jeg havde det lidt sådan, da jeg havde set ”A Flock of Dodos”, og selvom jeg da stadig er overbevist om at evolutionsteorierne ikke er uholdbare, samt at Intelligent Design lader til at være noget luftigt vrøvl, så savnede jeg noget mere power og vidensformidling i denne dokumentar. Den efterfølgende diskussion med instruktøren og en dansk fortaler for I.D. var en god idé, men den bar præg af samme diffuse tilgang, hvor de talende mest sagde en masse om ingenting eller gentog sig selv, når ikke det blev til decideret mudderkastning. Da en fyr blandt publikum spurgte om der ikke var en tredje mulighed, de havde overset mht. arternes oprindelse, nemlig aliens fra andre planeter, valgte jeg at forlade debatten med et hånligt ”Goddamn!”. Velkommen til cirkus Darwin!

Med dagens anden tyske delikatesse ”Four Minutes”, kunne jeg fornemme at jeg havde fat i noget særligt, selvom det var svært at konkretisere, hvori den virkningsfulde kraft lå. Historien omhandler kort fortalt en ældre klaverlærer, der underviser på et kvindefængsel og hvis nye elev Jenny ikke bare er et gudbenådet pianotalent, men også en utæmmet vildkat. De to er ganske forskellige, men indgår en aftale om at få Jenny i finalen på den lokale talentkonkurrence. Moritz Bleibtreus mor Monica spiller den gamle og strikse klaverlærerinde, med rødder i nazitiden, der dækker over et lesbisk forhold i fortiden, men det er Hannah Herzsprung i rollen som den ustyrlige Jenny, der virkelig imponerer. Herzsprung kan også ses som nabodatteren i den føromtalte ”Life Actually” og der er vist ikke nogen tvivl om at hendes skuespiltalent er værd at holde øje med i fremtiden. Her er en ny Julia Jentsch eller Franka Potente. Filmen er dog ikke kun værd at se pga. skuespillerne, men formår også at fremtrylle sin egen legende og kraftfulde stil, med interessante tidsklip frem og tilbage, samt et virkelig eksplosivt lydspor, der naturligvis kredser om klavermusikken. Slet ikke så vovet som Hanekes ”Pianisten”, men mere en slags blanding af Anette K. Olesens ”Forbrydelser” og ”Dead Man Walking”… og så alligevel ikke. På trods af at det er forholdsvis let at følge plottets udvikling og gætte dets udfald, så fungerer historien upåklageligt. For mit vedkommende i hvert fald festivalens bedste oplevelse, næste efter ”Sherrybaby”!

Tirsdagens dessert stod på australsk white trash deroute tilsat kulsort humor. I ”Suburban Mayhem” møder vi Katrina, hvis far netop er blevet slået ihjel, og gennem interviews forsøger nogen at finde svaret på hvad der gik galt. At Katrina står bag sin fars mord kan ikke komme bag på folk, når man først har stiftet bekendtskab med hende, for mage til selvcentreret mokke skal man lede længe efter. Hun har et sygeligt afhængighedsforhold til sin bror, der sidder i spjældet for at have hugget hovedet af en butiksekspedient med et samuraisværd, og hun vil gøre alt for at få ham ud. På trods af at have en lille datter og en kæreste, der passer barnet, så har Katrina ingen skrupler med at bruge samtlige folk i sin nærhed, både seksuelt og til at få sin vilje. Hele det forskruede univers, hvor forstadsfolket danser efter Katrinas djævelske pibe er indrammet med et sort glimt i øjet, og det er nok heldigt, for ellers ville de forfærdelige mennesker ikke være til at holde ud. Det er en femme fatale historie på syre, hvor mændene højst spiller andenviolin. Kan man klare at sidde filmens halvanden time ud, uden at løbe op for at brække Katrinas næse på lærredet, så er man helt klart god underholdt. Og bemærk lige at den sværdsvingende bror har en ”Darkthrone” t-shirt på – no wonder he’s so fucked up!

Labels: ,

Tuesday, March 27, 2007

Natfilm-dagbog: mandag

Mandag var en lidt sløj dag, hvad angår film, men heldigvis mere antalsmæssigt end kvalitetsmæssigt. Jeg startede ud med den amerikanske b-horrorfilm ”Abominable”, der var skåret over den klassiske monster/slasher læst, dvs. uhyre (der er en blanding af Bigfoot og den afskyelige snemand) dukker op i lille bjergressort, hvor det hærger de nærliggende skove og dræber uheldige ofre én efter én. Hovedpersonen er en mand der er hjemme på rekreation fra hospitalet efter en bjergbestigningsulykke tog hans kones liv og efterlod ham lammet i benene. Nu må han naturligvis mande sig op mod monstret og forsøge at redde den gruppe af unge, virile bimbos som bor i nabohytten (og som tager bad eller går udenfor for at snakke i mobiltelefon på de mest uheldige tidspunkter, læs: de er monsterføde!). Filmen er lavet på et magert budget, hvilket ses både i cast, fotografering, lyddesign og special effects, selvom de mere opfindsomme gore-effekter er ganske vellykkede. Hovedrolleindehaveren gør også sit for at prøve at få os til at glemme, at vi befinder os i b-land, og hatten af for det – det lykkes næsten. Derudover kan man opleve Paul Gleason, som spillede skoleinspektøren i ”The Breakfast Club”, i en lille cameo som den lokale sheriff. Det hele er da ganske fornøjeligt og morsomt indimellem, men ingen langtidsholdbar efterdønning. Og så er det altid en underlig fornemmelse at se horrorfilm ved højlys formiddag i en lille, ubehjælpsom biografsal i Vester Vov Vov.

Herefter holdt jeg en lille pause, for at fejre Maries lillebror Davids fødselsdag, og det var en sand fornøjelse. God mad og vin i familiært selskab, inden turen gik videre til CinemaxX og ”Alpha Dog”. I den forbindelse er det ironisk at iagttage, at de film som kan trække en fuld sal, er de film vi er vandt til og som er forpremierer – vi vil gerne have filmfestivaler med alternativt udbud, men i sidste ende foretrækker vi det sikre; de amerikanske storproduktioner og dem med de kendte skuespillere. Det faktum at Justin Timberlake var på plakaten har uden tvivl trukket en hel del kåde teenagere af begge køn ind i nattemørket (Bruce Willis headlinede også), men det skal dog siges til hans fordel, at han gjorde det godt i rollen som tough party dude med samvittighedskvaler.
Filmen bygger øjensynligt på en virkelig historie om unge wanna-be white gangstas i det rigere USA, der alle render rundt og måler libido i forsøget på at dække over deres egen usikkerhed. Den uligevægtige Jake skylder den lokale mini-konge Johnny Truelove penge, og derfor kidnapper Johnnys slæng hans lillebror for at holde ham som pant. De har dog ikke gennemtænkt aktionen og ender med i stedet at hænge ud sammen med lillebroren som egentlig synes det er ganske spændende. Men Johnny bliver bange for konsekvenserne, og fælles for alle de unge tough guys er at de er mere bange end fornuftige (eller for den sags skyld intelligente) når det kommer til stykket. Johnny tror derfor at hans eneste udvej er at henrette lillebroren, men han har svært ved at få sine homies med på idéen, særligt Timberlakes karakter, der langtfra er nogen koldblodig morder.
Filmen er på den ene side et forsøg på at skitsere begivenhederne som de fandt sted, med indlagte interviews med de pårørende (dog spillet af skuespillere). Men den skyder lidt sig selv i foden, hvad angår seriøsitet, da den synes også gerne at ville være street-smart underholdning i øjenhøjde på unge rødder. Man griner derfor mere end man berøres, endda helt hen mod slutningen hvor karakterernes fede one-liners stivner i kæften på dem. Instruktør Nick Cassavetes har en tendens til at lave ret udefinerbare film, og ”Alpha Dog” er næsten ligeså svær at placere eller have en mening om som ”She’s So Lovely”. Jeg tror i hvert fald at den sætter sig lidt mellem to stole, hvad angår målgruppe, for Fisketorvets teen-segment var øjensynligt utilpasse med det faktum, at de skulle græde med nogle af karaktererne til sidst – de havde jo bare regnet med noget feee’ action! Jeg sværger!

Labels: ,

Monday, March 26, 2007

Natfilm-dagbog fortsat: Lørdag og søndag

Lørdag havde jeg et tætpakket program med hele fem film på menuen, men den cinematisk-kulinariske oplevelse lod en del tilbage at ønske. Det startede nogenlunde med Lasse Halstrøms seneste tall-tale ”The Hoax”, som var kommet ind i natfilms-programmet som erstatning for én af de iranske film der udgik, grundet landets handelsblokade mod Danmark. Der er godt nok langt mellem iransk film og denne harmløse komedie om forfatteren Clifford Irwing (Richard Gere) der påstod at han var i gang med at skrive den eksklusive biografi om multimilliardæren og excentrikeren Howard Hughes. Historien bygger på virkelige hændelser, men er naturligvis i Halstrøms hænder blevet til en ret forudsigelig genre-sag, der både underholder på det komiske og det dramatiske plan. Gere og hans medspillere, særligt Alfred Molina, gør alle et solidt arbejde, selvom jeg aldrig fandt ud af hvorfor altid gode Marcia Gay Harden skulle snakke med forfærdelig (svensk?) accent, og hvorfor man havde valgt hende til den lidt kedelige rolle som Irwings kone, nu med kikset blonderet hår. Hun har meget mere potentiale. Men filmen var da både sjov og lidt spændende indimellem. Med elementer af ”Shattered Glass” møder ”A Beautiful Mind” (lyder det for underligt?).

Herfra gik det lidt nedad bakke med den ret beset småkedelige og plagierende ”Drama/Mex”. Det kan godt være at mexicansk film står stærkt i disse år, takket være trekløveret Innaretú/Cuarón/Del Toro og deres respektive film ”Babel”, ”Children of Men” og ”Pans Labyrint”. Men selv med skuespilleren Gael Garcia Bernal som producer på denne film, så kommer man ikke udenom, at ”Drama/Mex” blot er et forsøg på at hive penge hjem på forrige succesers skabeloner, særligt den ikke-lineære struktur og multi-plot fortællingen fra ”Love is a Bitch”. Men i modsætning til denne, har ”Drama/Mex” ikke rigtig noget på hjerte, og dens karakterer har i hvert fald slet ikke. Jeg blev frustreret og irriteret på særligt den ene af hovedpersonerne, en ung køn pige, der gennem hele filmen lod sin kærlighed fare i pendulfart fra sin ekskæreste til sin nuværende kæreste, alt imens hun kneppede først den ene og så den anden. Det gik så grelt, at jeg til sidst nærmest håbede, at den gamle mand, som havde planlagt at begå selvmord (men ikke gjorde det, fordi en ung prostitueret af uvisse grunde fandt interesse for ham), i stedet ville vende pistolen mod den unge vægelsindede tøs og ende hendes ubeslutsomhed. Jeg ved ikke hvad filmen ville sige. Måske at den mexicanske ungdom er nogle forkælede møgunger, der ikke aner hvad de skal stille op med deres liv? Eller også ville instruktøren bare sige: ’giv mig penge til min næste rip-off film’. Spild af tid. Og brug da for helvede kun en alternativ fortælle-struktur, hvis du vil sige noget med det – hvis der er en pointe med stilen, ikke bare fordi det er ’cool og så’n Tarantino-agtigt’!

Next stop var den amerikanske indie-film ”I’m Reed Fish”. Jeg har altid været glad for Natfilms ’American Independents’ serie, der som regel er garant for de bedste filmoplevelser i natten. Men ”I’m Reed Fish” lugter nu mere af at bruge sit indie-mærkat til at maskere den egentlig ret så ordinære genrekonstruktion, nemlig den romantiske komedie. Ikke at der nødvendigvis er noget galt med det, jeg synes bare man skal bekende kulør fra starten (og det gælder også for Natfilm). Filmen handler om den unge Reed Fish, der er vært på den lokale radiostation i en amerikansk soveby. Her ved alle alt om alle takket være Reeds daglige udsendelser, der når bølgerne går højt kan fortælle om nabogårdens zebra-hest eller rådhusets hække. Men så dukker hans gamle barndomsvendinde selvfølgelig op, hjemvendt fra studiet i storbyen, og det kommer naturligvis ubelejligt, da Reed står midt i bryllupsplanlægningen med kæresten (Alexis Bledel fra ”Gilmore Girls” og senest ”Sin City”). Forholdsvist uskyldigt trekantsdrama krydret med en del sjove indslag og et veloplagt cast kan tage sin begyndelse. Og ja, det ender lykkeligt!

Endnu en Hong Kong sag stod på spisekortet, og om ikke andet, så må man da give ”Dog Bite Dog” at den ikke er bange for at vise blod og uskyldige folk der bliver myrdet til højre og venstre. Den startede lovende som en hårdkogt ’politimand jager lejemorder’ thriller, hvor lejemorderen, der ikke er meget mere end et dyr, i jagtens løb når at henrette en håndfuld betjente på blodig vis. Om det er politimanden, hvis far var korrupt og ligger i koma, eller om det er lejemorderen, der kun finder sympati for en stum, mishandlet pige, der er filmens egentlige hovedperson kan jeg kun gisne om. Men man kommer ikke udenom, at fortællingens moral er temmelig anløben. Det er nu engang svært at holde med den bestialske hitman, når han uden at blinke slår alle ihjel omkring sig, undtagen den stumme pige. Skal vi virkelig holde med ham? Glem alt om komplekse karakterer, der inviterer til moralske dilemmaer a la ”Oldboy”, for filmen er omtrent så kompleks som et puslespil med to brikker. Og så kører den fuldstændig af sporet den sidste halve time, hvor den kunne have reddet sig selv i land, ved bare at stoppe løjerne. Men næ nej, vi skal have en slutning der er så langt ude, at jeg ikke vidste hvorvidt jeg skulle grine eller ryste på hovedet – jeg tror jeg endte med at gøre begge dele, da de to modstandere ender med at stikke hinanden (og den stumme pige) ihjel i en komisk og blodig knivkamp, hvorpå lejemorderen med sine sidste kræfter skærer sit ufødte barn ud af den døde pige… nå ja, og inden da til tonerne af en jammerlig, ufrivillig morsom version af ”Sunshine” sunget uden idé om versrefødder. Far out… jeg måber stadig.

Lørdagens sidste treat var den amerikanske no-brainer ”The Guatemalan Handshake”. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet. Jeg havde måske forventet noget henad Harmonie Korinnes dissekerende og spiddende americana-kalejdoskoper, eller Tod Solondz’ kulsorte og outrerede udlevering af USA’s betændte folkesjæl. Jeg var faktisk ganske villig til at ende med mindre. Men hvad man får med denne film, er egentlig uhyggeligt lidt. Det ville være formålsløst at opsummere handlingen, for A) der er ikke nogen af betydning, og B) den stump der er giver ingen mening whatsoever. Lyset er tændt, men der er ingen hjemme. Det i sig selv kunne egentlig også være sjovt, hvis bare humoren havde fungeret, men sjov bliver filmen aldrig, på trods af at den nok gerne vil være det. Underlig jo, men det i sig selv er ikke nok til at gøre en film sjov. Der var da glimtvise momenter, hvor jeg kunne mærke at smilebåndene reagerede, men det skete forsvindende lidt. Skuespillet skal sikkert være dårligt – jeg går ud fra at det er meningen, at det hele skal synes så forlorent og kikset, men når der ingen mening med galskaben er, så bliver man mest af alt bare træt og irriteret. Jeg blev filmen ud, mere ud af høflighed end af solidaritet eller engagement – det værste var næsten at filmen ingen ende syntes at ville tage, og det var umuligt at gætte hvornår den ville slutte, da al narrativ logik og dramaturgi var gået fløjten. Skæv er ikke nødvendigvis godt.

Søndagen bragte kun to film med sig, men det var dog betydeligt mere forfriskende end gårsdagens program, selvom de to titler var så forskellige som noget kan være.

Efter en herlig brunch og spadsertur på Assistens Kirkegård i solskinnet med Marie var jeg klar til at konfrontere nattens program endnu engang, trods lørdagens knubs. Det startede bizart med Minoru Kawasakis ”The Calamari Wrestler” der er et studie i Japans underlige forkærlighed for b-filmens univers. Vi er nok tættere på å-film end b-film, med denne historie om den japanske fribryder-mester Koji, der pludselig udfordres af en kæmpemæssig blæksprutte, som gør krav på titlen. Blæksprutten er den tidligere mester og Kojis kærestes forhenværende flamme, men nu er han blevet genfødt som bløddyr. Herfra er alle velkendte holdepunkter sat ud af spillet, skulle man mene, men ”The Calamari Wrestler” holder sig i høj grad til alle genrens forskrifter, som de kendes fra film som ”Rocky” og ”Karate Kid”. Originalt er plottet ganske vidst, men håndværksmæssigt er det amatørarbejde af værste skuffe. Filmens trumf er dog, at den modsætter sig næsten en hvilken som helst negativ kritik, i sin egen anerkendelse af status som trash. Men jeg kan do alligevel ikke lade være med at have mine forbehold overfor en film, der ikke forstår den relativt enkle devise i at klippe en trænings-montage sammen, så den fungerer. Lidt må man vel for helvede også kræve, selv af film der åbenlyst paraderer at de ikke skal tages seriøst. Men sjov, det er den uden tvivl, og i sin absurditet vinder filmen over sin dårlige teknik. Især kampen mellem Calamari og Squid bør opleves! Og så har instruktøren faktisk to andre (øjensynligt mindst ligeså bizarre) film med på Natfilm, hvor jeg godt tør anbefale "Executive Koala", der vises på torsdag kl. 19 i CinemaxX - den handler om, nå ja, en koalabjørn, der arbejder i et pickles-firma...

Søndag sluttes af med en tur i Empire Bio til den amerikanske ”Sherrybaby”. Og her var gudskelov en film, der bekræftede hvorfor ’American Independents’ serien har sin berettigelse. Maggie Gyllenhaal, søster til Jake Gyllenhaal fra ”Donnie Darko”, spiller den altoverskyggende hovedrolle som den tidligere junkie Sherry, der netop er blevet løsladt fra fængsel og nu skal forsøge at rette op på sit liv, især som mor for sin lille datter. Datteren er alt der betyder noget for Sherry, men hendes egoisme kommer dog til at stå i vejen for den vanskelige navigation mod livet som mønsterborger. Mange af elementerne kender vi fra tidligere film, men når ”Sherrybaby” fungerer, så skyldes det først og fremmest alle de involverede skuespilleres held med at blæse troværdighed ind i deres karakterer og dermed fortællingens fremdrift. Gylenhaal blev overset ved årets Oscarnomineringer for denne rolle, for det havde hun fuldt ud fortjent. Hun er både knugende og hjerteskærende i sin portrættering af titelfiguren, der er et væld af lyse såvel som mørke sider. Filmen kunne let være endt i kategorien: rørstrømsk anti-narkotika drama, men den holder sig fra de letkøbte sandheder og tilfører i stedet tematikken både subtil kompleksitet og et menneskeligt ansigt, der ikke er sat unaturligt på spidsen. Jeg har allerede stemt på ”Sherrybaby” under afstemningen til publikumsprisen, selvom jeg stadig har en masse titler tilbage på programmet – det slår vel fast hvad jeg mener om denne film. Se den på onsdag i Falkoner Biografen, for den kommer ikke op i de danske biografer!

Labels: ,

Version 2.0: Filmblog! Nu med Natfilms-dagbog

Efter lang tids dvale, er jeg tilbage igen her på Fejerforfolk. Jeg har overvejet det længe, og er omsider kommet frem til, at siden der i Danmark ikke rigtig eksisterer nogle egentlige filmblogs* (men dog en masse filmsites), så kunne jeg vel lige så vel forvandle min blog til en sådan, eftersom det alligevel er min hovedbeskæftigelse, og nok det emne jeg kan sige mest (mere eller mindre) intelligent om.
Derfor vil jeg starte ud med en dagbogsdækning af den igangværende Natfilm-festival, som i skrivende stund kører på sin fjerde dag her i KBH. Jeg har tilsidesat det meste af mit igangværende liv og lagt et fuldt program i de ti dage festivalen er i byen, hvilket bliver til i alt 35 film for mit vedkommende – personlig rekord for antal film set på en filmfestival, hvilket ikke er så ringe endda.
Jeg vil de kommende dage rapportere her på sitet og give min umiddelbare vurdering af de film jeg får set: ris, ros og perfide kommentarer – slet og ret, min uforbeholdne mening om årets program og hvad der bør ses eller undgås.

Programmet for årets Natfilm kan findes i samtlige biografer her i byen, samt på www.natfilm.dk, hvor det løbende bliver opdateret - hold bl.a. øje med programændringer, aflysninger og ekstravisninger.

Til og starte med, her er min dækning fra torsdagens åbningsgalla og fredagens blandede høst:

Natfilmfestivalen blev sparket i gang torsdag med forpremiere på den danske ”Kunsten at græde i kor” af spillefilmsdebutanten Peter Schønau Fog. På trods af visse reserverede tanker fra min side, da jeg fandt ud af at filmen var indspillet på klingende sønderjysk og var med undertekster, så efterlod den mig kun med positive indtryk. Jesper Asholt spiller den passivt-aggressive familiefar i en lille flække i 1970’ernes Sønderjylland. Med skræmmende selvmedlidenhed holder han hele sin familie i et jerngreb, med flæbende natlige trusler om at tage sit eget liv, hvilket resulterer i at datteren skal ’trøste’ far på sofaen… Den kulsorte og både tragiske og hylende morsomme historie er set med den mindste søns øjne, og i takt med at man kommer ind under huden på karaktererne og hele det absurde persongalleri, så stivner latteren ligeså stille, for alvoren trænger sig på. Men filmen holder dog sin egen tone hele vejen igennem, og den gradvise ændring skyldes udelukkende at vi som tilskuere afdækker de underliggende temaer så småt.
Det er lang tid siden jeg har set en så modig og anderledes dansk film, der vækker minder om gode gamle dramaer som ”Kundskabens Træ” og ”Zappa”. Og så tør jeg godt satse på, at Asholt hiver en Robert eller en Bodil hjem for sin kraftpræstation, der i øvrigt er flankeret af et helt igennem formidabelt ensemblespil.

Fredag stod på tre film: ”Love Story”, ”Sønner” og ”Nightmare Detective”.
Dagen begyndte ganske håbløst. Hong Kong er åbenbart ikke kun garant for flyvende action, men også for patetiske art-pedanterier. At instruktøren Kelvin Tong rekvirerede prisen for bedste instruktør på Singapore Film Festival for sin prætentiøse ”Love Story”, siger vist mere om festivalen end om mandens talent. Jeg havde i hvert fald ikke meget tilovers for denne fragmentariske omgang ævl, der i Natfilmprogrammet blev sammenlignet med Fellinis ”8½” - en film jeg i øvrigt heller aldrig har kunnet se det geniale i. Nå, men handlingen er vist nok noget i denne dur: en forfatter møder en række kvinder på et bibliotek og indskriver dem i sine bøger, der alle handler om kærlighedens kvaler. Men vent, det vi ser i starten er vist i virkeligheden forfatterens fiktion (og har måske/måske ikke fundet sted), også går den ellers derudaf i klassisk asiatisk negering af noget der kunne minde om lineære strukturer, klipning eller for den sags skyld sammenhæng. Noget af filmen kunne svagt minde om idéer fra Christoffer Boes fænomenale ”Reconstruction”, men det burde næsten være strafbart at sammenligne de to film, for hvor Boe havde lyrik, poetiske billeder, følsomhed, samt en forståelse af sit medie og art-fortællingens kompleksiteter, der er ”Love Story” blot en tom skal af ligegyldigheder. Jeg kedede mig bravt.

Den norske ”Sønner” var heldigvis seværdig. Den unge, temperamentsfulde livredder Lars får færten af en pædofil, som frekventerer svømmehallen i jagten på unge drenge. Lars følger efter ham med et kamera for at afsløre hans gerninger, men finder snart sig selv ude hvor han ikke kan bunde. Filmen behandler alle sine karakterer med en kontant loyalitet, selv den pædofile Hans. Jeg har de sidste mange år fået bekræftet at norsk film faktisk har en masse at byde på (her nævnes i flæng: ”Himmelfald”, ”Johnny Vang”, ”Uno”, ”Detektor”, Buddy” og senest den surrealistiske ”Naboer”), og ”Sønner” er ingen undtagelse, selvom den trækker lidt meget ud hen mod slutningen. I den forbindelse vil jeg også gerne anbefale en anden norsk film, gyseren ”Frit Vildt”, som vises i aften og i morgen aften kl. 19.00 i hhv. Palads og CinemaxX – jeg har ikke selv set den, og når den nok desværre ikke, men har fået at vide, at den skulle være en solid omgang horror.

Apropos horror, så bør man styre udenom japanske ”Nightmare Detective”. Jeg havde forventet noget i stil med den visuelt opfindsomme og syrede ”The Cell”, og instruktøren Tsukamoto har fået meget ros for sine forrige sci-fi film ”Tetsuo” og ”Body Hammer”, som jeg desværre ikke har set. Det jeg derimod fik var (udover lidt tiltrængt søvn i ny og næ) en skrabet gang nonsens om en mand der vistnok jagter en morder, som slår folk ihjel i deres mareridt. Morderens er man ikke før meget sent, men til gengæld forsøger filmen at skræmme ved at ryste kameraet som en sindssyg, når morderen er på færde, hvorved vi ikke kan se en skid – meget irriterende. Der var måske en mening med filmen og dens plot, men jeg blev i hvert fald aldrig overbevist om, at det var besværet værd at bekymre sig om det. Asiatiske film er måske når det kommer til stykket ikke nødvendigvis min kop te, hvilket er en skam når jeg kigger ned over mit program, som har en ganske stor repræsentation af disse J


* Jeg var til en debataften i Grand Teatret d. 30. januar, der handlede om filmkritikkens nuværende situation herhjemme, og ifølge den vise Kenneth Plummer fra DR så er det ikke længere i avisen eller på tv, at folk (her snakkes primært om ’de unge’ eller ’det grå segment’, dvs. den gruppe af folk vi ikke kan få plads til i en konkret defineret kategori) finder deres filminformationer og anmeldelser, men på diverse Blogs på nettet. Efter at have surfet nettet tyndt på danske blogs, så må jeg sige, at hvis det er her at danskerne får deres filmviden, så er vi snart et ganske uoplyst folkefærd på det område. Der eksisterer nemlig ikke nogle deciderede Film-blogs herhjemme, og de to jeg fandt som udgav sig for sådanne, var ikke blevet opdateret i flere år. Dette fik mig til at konkludere tre ting: A) Kenneth Plummer er en nar. B) Kenneth Plummer er ikke blot en uoplyst nar, men fyldt med varm luft to boot. C) Jeg må hellere gøre noget ved den situation (ikke Plummers tilstand, for der er ikke så meget at gøre ved, at manden er et fjols, men derimod ved det faktum at der ikke er vaskeægte filmblogs i Danevangs Virtuelle Verden).

Labels: ,