Natfilm-dagbog: torsdag

Noget tyder på at Natfilm-programmet efterhånden er kommet op i omdrejninger, eller også har jeg bare været heldig med min udvælgelse (og været uheldig visse dage…). Torsdag stod den således på fire vidt forskellige film, der alle var et interessant bekendtskab, selvom vi ikke taler om deciderede mesterværker (men det er vel også for meget at forlange, hver gang man sætter sig til rette i mørket).

Dagen startede som sædvanligt i Vester Vov Vov med visning af den amerikanske (fake?-)dokumentarfilm ”Street Thief”. Her vil jeg lige først knytte et par ord til biografen – Vester Vov Vov ligger heldigvis kun et (ret langt) stenkast fra hvor jeg bor, men deres komfort-faciliteter lader virkelig noget tilbage at ønske. Marie kommenterede selv forleden, at da hun havde været der, var hun blevet forarget over salens tilstand og publikums tilsyneladende laissez faire holdning til stedet. Sæderne er godt nok heller ikke guds bedste børn, men nu hvor de har indført nummererede pladser (fuck først til mølle – når jeg bestiller billetter i forvejen så gør jeg det også for at sikre mig en god plads), så kan man med fordel bestille i god tid og tiltuske sig et af flysæderne, helst på række 6, hvor benpladsen er bedre. Okay, lærredet er ikke synderligt stort, og der bliver aldrig helt mørkt, særligt når operatører, billetkontrollører og forsinkede publikummer konstant går ud og ind ad døren – tag jer nu sammen, når vi ser film i biffen, så ser vi film, og så skal vi ikke forstyrres, capiche? Det er jo for helvede ikke Palads? Nå, men alt i alt er Vester Vov Vov ganske velvagt til de tidlige eftermiddagsforestillinger, hvor der hænger noget søvnigt og afslappet i luften.

Well, back on topic, ”Street Thief” er en selvproklameret dokumentar om den amerikanske professionelle indbrudstyv Kasper Karr – han frasiger sig dog termet ’professionel’ for som han pointerer, så er det jo ikke noget man kan finde på de Gule Sider. Instruktøren og hans makker følger Karr rundt i sin daglige location scouting, hvor han planlægger sine indbrud, men også på det endelige job, hvor Karr bryder ind i en biograf og slipper af sted med over 100.000 dollars. Fakta eller fiktion? Det er svært at blive helt klog på ”Street Thief” for dens ophavsmænd påstår at det ikke er en konstruktion, men ifølge filmen forsvinder Karr sporløst efter kuppet og instruktøren konspirerer om, at han er blevet likvideret. Det hele virker næsten for fantastisk og visse af filmens scener, især en række interviews med en af Karrs embedskolleger, virker iscenesatte. Har vi at gøre med den faktuelle virkelighed, så er det at filmens emne bliver helvedes kontroversielt. Og dens styrke ligger netop i, at man som tilskuer aldrig bliver helt klog på hvad der er sandt. I modsætning til f.eks. ”Mand bider hund”, som i mine øjne er for karikeret og humoristisk for sit eget bedste, så formår ”Street Thief” at bibeholde det urolige nærvær, som illusionen om at opleve virkelige hændelser afføder. Den tager sig selv alvorligt, i forsøget på at snyde publikum mest muligt, lidt ligesom sin mockumentary-fælle ”Blair Witch Project”, dog uden det fantastiske element til at udviske den virkelige troværdighed. For er ”Street Thief” en mockumentary? Jeg er stadig ikke helt sikker…

Dagens anden film, den franske ”Exterminating Angels” er i en ganske anden boldgade. Den fortæller historien om en filminstruktør, der bliver besat af at komme ind under huden på den kvindelige lysts mysterium, hvorfor han hyrer en række unge piger til at onanere og have sex foran ham, så han kan forsøge at afkode deres passion og særligt kvindens orgasme. Der lægges dog ikke fingre imellem (og dog;) ) når de seksuelle scener udpensles på lærredet, for der er virkelig dømt full blown erotik, når ungmøerne går i gang. Det er næsten for let at anklage filmen for blot at være en undskyldning for mandlige sexfantasier, og næsten mandschauvinistisk i sin fiksering på girl on girl action, med underkastede franske nymfer der vrider sig i lyst. Det er måske også derfor at filmen bevidst har valgt at indlægge en handling, der samtidig aspirerer til at være kunstfilm, med indlejrede engle, der vogter over hovedpersonen, hans døde bedstemor, der viser sig for ham i drømme, samt en radio-speak, der i ny og næ repeterer de mest absurde sprogblomster, jeg længe har hørt – skizofren tale a la ”de blå dæmoner kan ikke skade deres venner i en ørken af sand og elendighed” el lign. (fandt selv på den sætning, for kan ærlig talt ikke huske de vrøvlevers filmen bombarderede mig med). I den forstand er det udpræget fransk på sin ofte påtagede, selvsmagende og støvet-litterære måde, men disse forsøg på fremmedgørende kunstgreb er heldigvis ikke alt for overskyggende. Der er dog primært en tendens til at man finder karaktererne utroværdige, især de unge piger, der fluks alle som én fascineres af, ja endog forelsker sig i, den lettere tørre instruktør, som ser fransk og 40-års-kriseramt ud som kun franske 40-årige med livskriser kan se ud. Det er primært motivationerne som virker påtagede i denne film, hvis stempel som semi-kunstfilm mere synes at dække over ønsket om at lave en rigtig saftig erotikfantasi med tilhørende handling. Når det er sagt, så skal jeg da være den første til at indrømme at ”Exterminating Angels” er utrolig sexet på den smagfulde måde – men dens rammefortælling er og bliver et postulat. Og fik instruktøren løst gåden om den feminine orgasmes mystik? Nej, selvfølgelig ikke!

Fra kåde kællinger til koalabjørne med personlighedsspaltning. Minoru Kawasakis anden film her på Natfilm, efter den grinagtige b-parade ”The Calamari Wrestler” havde mange af de samme ingredienser, men tør noget mere. ”Executive Koala” handler om koalaen Keiichi, der arbejder for et pickles-firma, men som pludselig beskyldes for mordet på sin kæreste. Hans kone døde flere år tilbage, men nu tror politiet også at han slog hende ihjel. Det viser sig, at Keiichi har fortrængt sin fortid, og faktisk var et dumt og voldeligt svin (altså i overført betydning, ikke en fysisk gris) dengang. Snart myrdes også hans chef (som er kanin) og hans psykolog, og Keiichi ryger i spjældet. Det lykkes ham dog at slippe ud, takket være et flyveegern, og det hele ender med et opgør mellem Keiichi og hans afdøde kone som ikke er død alligevel (for hun er kampsportsekspert og kan genoplive sig selv), og faktisk bliver de alle lykkeligt genforenet til sidst, trods at de lige har smadret hinanden til plukfisk. Nå jo, og ham politimanden, som blev skudt lever op igen som om intet var hændt. Fik jeg nævnt at fængslet var Alcatraz, men var befolket udelukkende med japanere? Well, mening giver filmen ikke meget af, men den har dog folk i dyrekostumer, hvilket altid er et plus – det bliver naturligvis altid bedre af at folkene i dyrekostumer slås (har man set ”Death to Smoochy” ved man hvad jeg taler om). Kawasaki benytter stadig samme ubehjælpelige b-films format, både i sin historie og i sin teknik, men ”Executive Koala” har den fordel at den tør være all over the place, og i et nu benytter både slasher-referencer og kampkoreografi a la ”Tekken”-spillene, alt sammen på den kiksede og ganske forrykte måde. For når man er kommet sig ud over det morsomme i at hovedpersonen er klædt ud som koala (hvilket faktisk sker overraskende hurtigt), så har man brug for andre elementer, der kan tære på ens lattermuskler, og her lykkes det ”Executive Koala” i bedre grad end ”The Calamari Wrestler”. Det mest utrolige ved en film er dog, at salen i CinemaxX næsten var fyldt op, hvilket blot cementerer det faktum, at publikum på Natfilm egentlig helst vil have to ting: Enten A) Genkendelige film, primært amerikanske, med velkendte stjerner, eller B) Noget er er så langt ude, så underligt og så syret at man ikke kan tage det seriøst. Altså mainstream eller exploitation. Her ligger kernen i Natfilm.

Torsdag stod dog ikke kun på spøjse løjer, men fik en fornem afrunding med den uafrystelige og uhyggelige New Zealandske ”Out of the Blue”. Filmen fortæller historien om landets største massemord i nyere tid, hvor en mand gik amok i den lille by Aramoana og dræbte 13 mennesker i 1990. Vi starter ud i nærheden af ”Falling Down”, men ender hurtigt i selskab med Gus van Sants ”Elephant”. Episoden skildres realistisk og kontant, og et af filmens væsentligste træk, er dens opbygning mod den forestående massakre. Som tilskuere aner man hurtigt hvor det bærer hen, men ”Out of the Blue” giver sig god tid til at lade os komme ind under huden på dagliglivet i den lille soveby ved vandet, og lader os blive fortrolige med de forskellige indbyggere og deres trivielle gøremål, inden det hele eksploderer. Man sidder snart og venter i hvert klip, at den frådende galning skal åbne ild og meje de sagesløse personer ned, men spændingen trækkes ud til det næsten ubærlige – hvilket giver god mening. Når katastrofen endelig indtræffer er det næsten uvirkeligt banalt – skuddene fra hans AK47 lyder som et luftgevær, og de pludselige likvideringer af både børn såvel som voksne, sker ikke i et aggressionsudbrud, men mere som en eftertanke fra gerningsmanden. Hollywoods eksplosive og æstetiserende voldsorgier punkteres med et desillusionerende dumpt knald i lyset fra den virkelige verden. For sådan tror jeg sådanne pludselige nedskydninger opleves – grufuldt foruroligende i deres næsten bagatelliserende uvirkelighed. Drabsmandens vilkårlige offerliste er ægte uhygge, fordi den frasiger sig enhver form for mening eller logik. Tilfældighedens mord er noget nær det mest skræmmende, jeg kan komme i tanke om…
”Out of the Blue” spiller igen i CinemaxX på lørdag kl. 18.30 – und jer selv at se den, da den ikke kommer op i biograferne herhjemme. Men forbered jer på en både stærk og ubehagelig oplevelse.