Natfilm-dagbog: tirsdag

Tirsdag var en kende mere booket, og så var det faktisk ganske gode biografoplevelser all round. Dagen tog sin begyndelse i Dagmar, hvor den tyske ”Life Actually” blændede op for forstadsfrustrationer lidt i stil med ”American Beauty” – bare sat i en afromantiseret tysk hverdag. Familielivet har det ikke for godt, når faderen, der mister sit job, pludselig indser at han egentlig ikke kender sine børn og kone synderlig godt, da hans forrige arbejde har taget al hans tid. Den ældste søn er i militæret og flirter med homoseksualitet og den yngste søn er besat af kemi og særligt at springe ting i luften. Mor har et kunstgalleri, hvor en spirende affære også tager form. Det hele kompliceres endnu mere, da familien får nye naboer, hvis fandenivoldske datter fordrejer hovedet på den yngste søn. Filmen starter ud fra sønnens synspunkt, men fortællerkontrakten brydes undervejs, for det er faktisk alle personernes historie – man kan dog klandre den for ikke at veje alle handlingstrådene lige tungt. Men med en blanding af finurlig humor og dramatisk forstadsrealisme er ”Life Actually” faktisk et kig værd, om ikke for andet så for de velspillende skuespillere. Jeg har altid været særlig tiltrukket af tysk film, og de skuffer som regel ikke i festivaløjemed (havde noget nær samme oplevelse på Berlinalen i år, hvor det også var de tyske film, der var de mest interessante). Sammen med norsk film, så er her et land der kan fortælle gode, solide cinematiske historier.

Herefter gik turen til Cinemateket, der havde den amerikanske dokumetrafilm ”A Flock of Dodos” på programmet. Filmen forsøger at kortlægge krigen mellem evolutionslærens forkæmpere og deres nye modstandere, Intelligent Design, som er en slags mediering mellem religionen og evolutionsteorien. Hos Intelligent Design mener man, at skaberværket må stamme fra en intelligent skaber af en art, men hvem eller hvad dette er, er mere diffust. Som en mere afdæmpet og dialogvillig Michael Moore har filmens instruktør, der selv er tidligere videnskabsmand, begivet sig ud for at dække begge sider af kampen. Ifølge hans film, så er Intelligent Design et pr-stunt, hvis formål mere er at så tvivl om evolutionslæren end at komme med et reelt alternativ, og dermed en agent for det religiøse og republikanske USA. Filmen er desværre ikke helt så overbevisende i sin argumentation, og selvom den er fornøjelig og interessant til tider, så lider den lidt af det samme dilemma som instruktøren skitserer, som gældende for videnskabsmændene: nemlig det faktum at de ikke er særlig gode til at viderekommunikere deres teorier, samt at det er lettere at forfalde til lette og enkle sandheder, hvorved det nuancerede billede går fløjten. Jeg havde det lidt sådan, da jeg havde set ”A Flock of Dodos”, og selvom jeg da stadig er overbevist om at evolutionsteorierne ikke er uholdbare, samt at Intelligent Design lader til at være noget luftigt vrøvl, så savnede jeg noget mere power og vidensformidling i denne dokumentar. Den efterfølgende diskussion med instruktøren og en dansk fortaler for I.D. var en god idé, men den bar præg af samme diffuse tilgang, hvor de talende mest sagde en masse om ingenting eller gentog sig selv, når ikke det blev til decideret mudderkastning. Da en fyr blandt publikum spurgte om der ikke var en tredje mulighed, de havde overset mht. arternes oprindelse, nemlig aliens fra andre planeter, valgte jeg at forlade debatten med et hånligt ”Goddamn!”. Velkommen til cirkus Darwin!

Med dagens anden tyske delikatesse ”Four Minutes”, kunne jeg fornemme at jeg havde fat i noget særligt, selvom det var svært at konkretisere, hvori den virkningsfulde kraft lå. Historien omhandler kort fortalt en ældre klaverlærer, der underviser på et kvindefængsel og hvis nye elev Jenny ikke bare er et gudbenådet pianotalent, men også en utæmmet vildkat. De to er ganske forskellige, men indgår en aftale om at få Jenny i finalen på den lokale talentkonkurrence. Moritz Bleibtreus mor Monica spiller den gamle og strikse klaverlærerinde, med rødder i nazitiden, der dækker over et lesbisk forhold i fortiden, men det er Hannah Herzsprung i rollen som den ustyrlige Jenny, der virkelig imponerer. Herzsprung kan også ses som nabodatteren i den føromtalte ”Life Actually” og der er vist ikke nogen tvivl om at hendes skuespiltalent er værd at holde øje med i fremtiden. Her er en ny Julia Jentsch eller Franka Potente. Filmen er dog ikke kun værd at se pga. skuespillerne, men formår også at fremtrylle sin egen legende og kraftfulde stil, med interessante tidsklip frem og tilbage, samt et virkelig eksplosivt lydspor, der naturligvis kredser om klavermusikken. Slet ikke så vovet som Hanekes ”Pianisten”, men mere en slags blanding af Anette K. Olesens ”Forbrydelser” og ”Dead Man Walking”… og så alligevel ikke. På trods af at det er forholdsvis let at følge plottets udvikling og gætte dets udfald, så fungerer historien upåklageligt. For mit vedkommende i hvert fald festivalens bedste oplevelse, næste efter ”Sherrybaby”!

Tirsdagens dessert stod på australsk white trash deroute tilsat kulsort humor. I ”Suburban Mayhem” møder vi Katrina, hvis far netop er blevet slået ihjel, og gennem interviews forsøger nogen at finde svaret på hvad der gik galt. At Katrina står bag sin fars mord kan ikke komme bag på folk, når man først har stiftet bekendtskab med hende, for mage til selvcentreret mokke skal man lede længe efter. Hun har et sygeligt afhængighedsforhold til sin bror, der sidder i spjældet for at have hugget hovedet af en butiksekspedient med et samuraisværd, og hun vil gøre alt for at få ham ud. På trods af at have en lille datter og en kæreste, der passer barnet, så har Katrina ingen skrupler med at bruge samtlige folk i sin nærhed, både seksuelt og til at få sin vilje. Hele det forskruede univers, hvor forstadsfolket danser efter Katrinas djævelske pibe er indrammet med et sort glimt i øjet, og det er nok heldigt, for ellers ville de forfærdelige mennesker ikke være til at holde ud. Det er en femme fatale historie på syre, hvor mændene højst spiller andenviolin. Kan man klare at sidde filmens halvanden time ud, uden at løbe op for at brække Katrinas næse på lærredet, så er man helt klart god underholdt. Og bemærk lige at den sværdsvingende bror har en ”Darkthrone” t-shirt på – no wonder he’s so fucked up!