Version 2.0: Filmblog! Nu med Natfilms-dagbog

Efter lang tids dvale, er jeg tilbage igen her på Fejerforfolk. Jeg har overvejet det længe, og er omsider kommet frem til, at siden der i Danmark ikke rigtig eksisterer nogle egentlige filmblogs* (men dog en masse filmsites), så kunne jeg vel lige så vel forvandle min blog til en sådan, eftersom det alligevel er min hovedbeskæftigelse, og nok det emne jeg kan sige mest (mere eller mindre) intelligent om.
Derfor vil jeg starte ud med en dagbogsdækning af den igangværende Natfilm-festival, som i skrivende stund kører på sin fjerde dag her i KBH. Jeg har tilsidesat det meste af mit igangværende liv og lagt et fuldt program i de ti dage festivalen er i byen, hvilket bliver til i alt 35 film for mit vedkommende – personlig rekord for antal film set på en filmfestival, hvilket ikke er så ringe endda.
Jeg vil de kommende dage rapportere her på sitet og give min umiddelbare vurdering af de film jeg får set: ris, ros og perfide kommentarer – slet og ret, min uforbeholdne mening om årets program og hvad der bør ses eller undgås.

Programmet for årets Natfilm kan findes i samtlige biografer her i byen, samt på www.natfilm.dk, hvor det løbende bliver opdateret - hold bl.a. øje med programændringer, aflysninger og ekstravisninger.

Til og starte med, her er min dækning fra torsdagens åbningsgalla og fredagens blandede høst:

Natfilmfestivalen blev sparket i gang torsdag med forpremiere på den danske ”Kunsten at græde i kor” af spillefilmsdebutanten Peter Schønau Fog. På trods af visse reserverede tanker fra min side, da jeg fandt ud af at filmen var indspillet på klingende sønderjysk og var med undertekster, så efterlod den mig kun med positive indtryk. Jesper Asholt spiller den passivt-aggressive familiefar i en lille flække i 1970’ernes Sønderjylland. Med skræmmende selvmedlidenhed holder han hele sin familie i et jerngreb, med flæbende natlige trusler om at tage sit eget liv, hvilket resulterer i at datteren skal ’trøste’ far på sofaen… Den kulsorte og både tragiske og hylende morsomme historie er set med den mindste søns øjne, og i takt med at man kommer ind under huden på karaktererne og hele det absurde persongalleri, så stivner latteren ligeså stille, for alvoren trænger sig på. Men filmen holder dog sin egen tone hele vejen igennem, og den gradvise ændring skyldes udelukkende at vi som tilskuere afdækker de underliggende temaer så småt.
Det er lang tid siden jeg har set en så modig og anderledes dansk film, der vækker minder om gode gamle dramaer som ”Kundskabens Træ” og ”Zappa”. Og så tør jeg godt satse på, at Asholt hiver en Robert eller en Bodil hjem for sin kraftpræstation, der i øvrigt er flankeret af et helt igennem formidabelt ensemblespil.

Fredag stod på tre film: ”Love Story”, ”Sønner” og ”Nightmare Detective”.
Dagen begyndte ganske håbløst. Hong Kong er åbenbart ikke kun garant for flyvende action, men også for patetiske art-pedanterier. At instruktøren Kelvin Tong rekvirerede prisen for bedste instruktør på Singapore Film Festival for sin prætentiøse ”Love Story”, siger vist mere om festivalen end om mandens talent. Jeg havde i hvert fald ikke meget tilovers for denne fragmentariske omgang ævl, der i Natfilmprogrammet blev sammenlignet med Fellinis ”8½” - en film jeg i øvrigt heller aldrig har kunnet se det geniale i. Nå, men handlingen er vist nok noget i denne dur: en forfatter møder en række kvinder på et bibliotek og indskriver dem i sine bøger, der alle handler om kærlighedens kvaler. Men vent, det vi ser i starten er vist i virkeligheden forfatterens fiktion (og har måske/måske ikke fundet sted), også går den ellers derudaf i klassisk asiatisk negering af noget der kunne minde om lineære strukturer, klipning eller for den sags skyld sammenhæng. Noget af filmen kunne svagt minde om idéer fra Christoffer Boes fænomenale ”Reconstruction”, men det burde næsten være strafbart at sammenligne de to film, for hvor Boe havde lyrik, poetiske billeder, følsomhed, samt en forståelse af sit medie og art-fortællingens kompleksiteter, der er ”Love Story” blot en tom skal af ligegyldigheder. Jeg kedede mig bravt.

Den norske ”Sønner” var heldigvis seværdig. Den unge, temperamentsfulde livredder Lars får færten af en pædofil, som frekventerer svømmehallen i jagten på unge drenge. Lars følger efter ham med et kamera for at afsløre hans gerninger, men finder snart sig selv ude hvor han ikke kan bunde. Filmen behandler alle sine karakterer med en kontant loyalitet, selv den pædofile Hans. Jeg har de sidste mange år fået bekræftet at norsk film faktisk har en masse at byde på (her nævnes i flæng: ”Himmelfald”, ”Johnny Vang”, ”Uno”, ”Detektor”, Buddy” og senest den surrealistiske ”Naboer”), og ”Sønner” er ingen undtagelse, selvom den trækker lidt meget ud hen mod slutningen. I den forbindelse vil jeg også gerne anbefale en anden norsk film, gyseren ”Frit Vildt”, som vises i aften og i morgen aften kl. 19.00 i hhv. Palads og CinemaxX – jeg har ikke selv set den, og når den nok desværre ikke, men har fået at vide, at den skulle være en solid omgang horror.

Apropos horror, så bør man styre udenom japanske ”Nightmare Detective”. Jeg havde forventet noget i stil med den visuelt opfindsomme og syrede ”The Cell”, og instruktøren Tsukamoto har fået meget ros for sine forrige sci-fi film ”Tetsuo” og ”Body Hammer”, som jeg desværre ikke har set. Det jeg derimod fik var (udover lidt tiltrængt søvn i ny og næ) en skrabet gang nonsens om en mand der vistnok jagter en morder, som slår folk ihjel i deres mareridt. Morderens er man ikke før meget sent, men til gengæld forsøger filmen at skræmme ved at ryste kameraet som en sindssyg, når morderen er på færde, hvorved vi ikke kan se en skid – meget irriterende. Der var måske en mening med filmen og dens plot, men jeg blev i hvert fald aldrig overbevist om, at det var besværet værd at bekymre sig om det. Asiatiske film er måske når det kommer til stykket ikke nødvendigvis min kop te, hvilket er en skam når jeg kigger ned over mit program, som har en ganske stor repræsentation af disse J


* Jeg var til en debataften i Grand Teatret d. 30. januar, der handlede om filmkritikkens nuværende situation herhjemme, og ifølge den vise Kenneth Plummer fra DR så er det ikke længere i avisen eller på tv, at folk (her snakkes primært om ’de unge’ eller ’det grå segment’, dvs. den gruppe af folk vi ikke kan få plads til i en konkret defineret kategori) finder deres filminformationer og anmeldelser, men på diverse Blogs på nettet. Efter at have surfet nettet tyndt på danske blogs, så må jeg sige, at hvis det er her at danskerne får deres filmviden, så er vi snart et ganske uoplyst folkefærd på det område. Der eksisterer nemlig ikke nogle deciderede Film-blogs herhjemme, og de to jeg fandt som udgav sig for sådanne, var ikke blevet opdateret i flere år. Dette fik mig til at konkludere tre ting: A) Kenneth Plummer er en nar. B) Kenneth Plummer er ikke blot en uoplyst nar, men fyldt med varm luft to boot. C) Jeg må hellere gøre noget ved den situation (ikke Plummers tilstand, for der er ikke så meget at gøre ved, at manden er et fjols, men derimod ved det faktum at der ikke er vaskeægte filmblogs i Danevangs Virtuelle Verden).