I DO care about the man in the box!

Jeg genså ”Pan’s Labyrinth” i går, og på trods af, at det var på en lille 28” skærm i betragtelig afstand far sofaen, så græd jeg stadig under halvdelen af filmen. Jeg har her en lille bekendelse: jeg holder af at græde, når jeg ser virkelig bevægende film. Faktisk er det ikke kun film, denne lille fetich begrænser sig til, men også andre former for kulturelt input. Jeg husker stadig med klarhed at jeg græd, da jeg som lille læste Dragonlance for første gang og kom til episoden hvor Flint dør i Krøniker-serien. Det var et meget sørgeligt øjeblik. Jeg husker hvordan Tasselhof sad og kiggede op på stjernerne om natten, efter Flint var åndet ud, og det var simpelthen så hjerteskærende at lille Nikolai ikke kunne holde tårerne tilbage. Men det var gode tårer. Sådan var det også da Fedesen blev bidt af den lille pige i Kadavermarch og jeg kniber stadig en tåre den dag i dag, når jeg hører Tools dobbeltnummer ”Wings for Marie” og ”10.000 Days”, der handler om forsangerens mor, som efter sigende lå i koma i titusind dage inden hun endelig fik fred. Tanken om denne makabre og uhåndgribelige situation blandet med musikken rører ved noget inde i mig – og derved også ved mine tårekanaler.

Nu er der jo ikke noget underligt i, at vi mennesker bliver emotionelt bevæget af kunst; nogen ville faktisk mene at det var kunstens fornemmeste opgave og derfor vi opsøger den. Det og meget andet, naturligvis, men man skal ikke underkende grådens magt. Hvis den frembringes af et stykke musik, en film, litteratur, et billede el.lign. så betyder det nødvendigvis at netop dette værk har rørt noget i os, noget vi kunne genkende eller noget vi finder sørgeligt, uretfærdigt, overvældende eller dramatisk. Faktum er bare, at det ikke er god skik blandt mænd og drenge at græde. Gråd er et tegn på svaghed, for mænd viser ikke følelser – hvilket er noget af det dummeste argument man kan komme i tanke om, for det har da aldrig været et problem at vise vrede eller sågar glæde via smil eller grin. Jovist, gråd er en passiv følelse, som konnoterer feminine værdier, men folk burde efterhånden være kommet ud over deres pubertære stadie, hvor pigelus er åh så farlige og en rigtig mand hedder Brian, kører knallert, er karseklippet, og kun kan lide ”hjernedød agsjån”. BulshiT!

Nå, min pointe var egentlig, at det at kunne græde til en film, for mig altid har været en positiv ting, selvom det alligevel er noget jeg foretrækker at gøre alene. Der er på en måde stadig noget pinligt, ved at vise tårer til andre (og så er kønsmønstrene alligevel ikke så langt væk som jeg gerne ville have dem til…flot Nikolai!), men det er også en slags personlig andagt, der bedst nydes i stille kontemplation, hvor man kan lade sine følelser få frit løb, uden at skulle tænke på sin sidemand. Derfor er biografen et ideelt sted, for i mørket er alle katte grå, og her kan tårerne trille ned ad kinderne uden at andre anstødes eller forstyrrer én.

De film jeg har grædt mest til, er også nogle af mine yndlingsfilm, netop fordi de formår at berøre så dybt. Det har dog ofte noget med musikken at gøre. Ligesom jeg har en hang til mol-musik og ting i det mere dystre hjørne af skalaen, så er det ofte filmmusikken, der påvirker mit sentimentale register. Dette skal naturligvis gå i spænd med filmens tema, fortælling, skuespillets intensitet og dybtfølthed, dialogens resonans eller andre faktorer, for sørgelig musik alene er ikke nok. Tværtimod kan man hævde; hvis musikken er sentimental, men handlingen banal og uengagerende (eller decideret dårlig eller pinlig), så bliver musikken som regel bare kikset i dens tydelige forsøg på at presse vores følelser som en citron. Men når det hele spiller sammen, så er det helt klart, at musikken fører an i vejen til mine tårer. Tag bare de fem eksempler jeg kommer med her nedenunder – de indeholder alle et score, som jeg kan høre uafhængigt at filmen og stadig blive kraftigt berørt af. Men sat sammen med billederne og historien, så er deres effekt på mig så stor, at jeg selv efter gentagne besøg, stadig græder når jeg oplever dem.

Så her er min top 5 over de film, som får mig til at græde:

1. The Sweet Hereafter: Atom Egoyans mesterværk er ikke bare en af mine yndlingsfilm, men også en så bevægende fortælling om en forfærdelig hændelse og de berørtes forsøg på at takle den, at jeg altid græder når: A) Skolebussen kører galt. B) Vi ser synet af de to små børn som løber gennem sneen, men ved at de netop er druknet. C) Ian Holms karakter ringer hjem til sin datter, og vi gang på gang ser hvor stor kløften er mellem dem. D) Han fortæller historien om edderkoppen. E) Sarah Polleys voice over citerer Rottefængeren fra Haml, som på foruroligende vis spiller ind i historien. F) Filmen slutter, og skæret fra billygterne udenfor ses kastet mod væggene i huset.
Alle disse beskrivelser kan virke usammenhængende for den uindviede, men se for guds skyld denne film, hvis du ikke allerede har gjort det! Den er alt hvad ægte filmkunst bør være… og så er musikken af Mychael Danna, skal jeg skynde mig at tilføje.

2. The Elephant Man: Selvfølgelig er Lynch med på listen, men overraskende nok er det i hans mere ordnede antræk og uden hofkomponisten Angelo Badalamenti på slæb (som ellers leverer noget af det smukkeste filmmusik man kan drømme om… og her er ’drøm’ virkelig nøgleordet). Jeg tuder hver gang jeg ser ”Elefantmanden” for den historie er så hjerteskærende, at jeg får lyst til at hoppe ind i filmen og jage alle de dumme og fordomsfulde victorianere væk, råbe ad dem, og holde det stakkels kræ tæt ind til mig, bare så han ikke skal lide mere. Lynch er en mester i det sentimentale, men her er det uden den ironiske overbygning og det klæder filmens fortælling overordentligt – det kunne ikke være lavet anderledes. Især scenen hvor John Merrick møder Dr. Treves’ kone og bryder sammen, og naturligvis den smukke scene, hvor Merrick bygger sin katedral til tonerne af Barbers ”Adagio for Strings”, er tåreperserøjeblikke – hver eneste gang!

3. It’s All About Love: Den handler om kærlighed der desperat forsøger at komme til orde igen i en verden, der er frosset til is. Det kan godt være Thomas Vinterberg fik mange hug for denne ujævne sci-fi fabel, og den stritter da også i alle retninger og er alt andet end helstøbt. Men manden bør virkelig få cadeau for sin vision og sit forsøg på at lave noget, der var så diemantralt anderledes end hvad man kunne forestille sig komme ud af dansk film. Jeg har set den et utal af gange, og den er for mig den perfekte tragedie, i hvert fald på det emotionelle plan. Det eneste der irriterer mig grænseløst er at musikken aldrig blev udgivet som album, for det lydspor er noget af det mest rørende i sin vekslen mellem minimalisme og storslået operette. Kender man ”Una Fortiva Lagrima” så ved man, hvad jeg mener.

4. The Thin Red Line: Igen er musikken en vigtig faktor, og her er det Hans Zimmers bedste score nogensinde der gør udslaget. Jeg holder ofte af at lytte til scoret på mit anlæg eller på iPod når jeg rejser, for musikken kan sagtens stå på egne ben og væver sig ind og ud af ens sind i sin stille melankoli og flotte andægtighed. Men man skal dog ikke glemme, at selve filmen derudover har så meget mere at byde på. Terence Malick laver vanen tro ikke film i gængs genreforstand, og denne krigsfilm, som dystede om Oscaren samme år som ”Saving Private Ryan”, måtte naturligvis se sig forvist til baggrunden, da den ikke er lige så lettilgængelig – men i mine øjne (og ører) et langt stærkere og interessant værk end Spielbergs flotte og betagende anden verdenskrigssaga. Malick bruger poesien som den formelle ledetråd, der ses i både naturens mikrokosmos sidestillet med krigens voldsomhed, samt i den løbende voice over, der næsten kontemplativt svæver hen over de til tider mystisk strukturerede begivenheder. Filmen er et antikrigs-statement, men også meget mere end det. Den forsøger samtidig at behandle kærlighedens væsen og menneskets indre selvdestruktion, samt tusindvis af andre små filosofiske spørgsmål. Og den gør det hele gribende, rystende og gudesmukt.

5. Pan’s Labyrinth: Jeg har ganske vidst ikke haft tid til at se den mere end to gange, men jeg vidste allerede i går, da jeg genså den, at dette var et værk der ville berøre mig langt ind i fremtiden. Igen er musikken en vigtig medspiller, nemlig den enkle lille vuggevise, som benyttes hele vejen igennem. Denne passer dog så vidunderligt fint til den lille piges væsen, hendes eventyrlige færd gennem hele historien, men især også til den overordnede stemning af melankoli, naivt, barnligt håb og den erkendelse, at den virkelige verden er langt mørkere end fantasiens tilflugtssteder. Som Ofelia er Ivana Baquero helt perfekt, både resursefuld og med eventyrligt gåpåmod, men aldrig, som så ofte i amerikanske film med børn som hovedpersoner, en nævenyttig, gammelklog møgunge. Man tror på hende og hendes reaktioner, og derfor føler man også med hende. Det mest gribende øjeblik i filmen er nu (udover slutningen, som er så fantastisk sørgelig og netop derfor så fantastisk rigtig) den scene, hvor Ofelia beder sin lillebror inde i mors mave om at gøre mor rask. Den lille tale er på den ene side fyldt med barnets selvopofrelse og ingenlunde jalousi eller had til broren, men tværtimod et ønske om, at han skal få sin mor at se. Så rørende har intet barn på film været før!

Udover disse titler, ville jeg naturligvis, hvis jeg begyndte at gå samtlige filmoplevelser i sømmene, kunne nævne en hel del til, men som det nu engang er med lister, så må man begrænse sig, og de ovenstående udgør de mest memorable tårepersere i mit følelsesbibliotek. Af andre kan dog hurtigt på falderebet nævnes: ”Elephant”, ”Mulholland Drive”, ”City of Angels”, ”In the Bedroom”, ”Leaving Las Vegas”, ”Idioterne”, ”Heaven” og ”Eyes Wide Shut”.
See ’em and weep ;)