Natfilm-blog: lørdag

Lørdag blev det til en stille og rolig dag i Vester Vov Vov med to ganske fornøjelige film. Først på programmet var den amerikanske rockumentary ”LoudQUIETloud” om det gamle alternative rockband Pixies, som efter 12 års pause blev gendannet i 2004. Filmen følger de fire støjrockere rundt på deres gendannelsetour ved navn Pixies Sold Out opkaldt efter det faktum at hver koncert blev udsolgt på meget kort tid. Det er interessant at komme om bag scenen med de efterhånden midaldrende musikere, der nu har hver deres liv og for hvem ting som børn, familie, solokarriere og alkoholafvænning er ting der pludselig fylder en hel del i livet. De gik i opløsning i sin tid grundet personlige uoverensstemmelser og en del af de gamle sår kan stadig mærkes i gruppen. Men de er samtidig blevet ældre og mere voksne og deres beslutning om at genoptage bandet bunder tydeligvis i deres allesammens glæde ved at spille live og komme tilbage op på den gamle hest, de ikke har reddet på længe, men kender så godt. Det er fascinerende at se en samling af så nonkommunikative individer, der knap nok snakker sammen mellem koncerterne, og som alle værner meget om deres personlige frihed og egen priatsfære. Jeg kendte faktisk ikke bandet Pixies inden jeg så denne film, men har helt klart fået blod på tanden til at lære deres musik at kende noget mere. Filmen har været så heldig at rent faktisk kunne følge et band, hvis genforening både byder på op- og nedture, hvilket må siges at være alfa omega for en ordenlig dramaturgisk kurve. Men både musikken og mennskerne bag den udstråler en form for varme og i sidste ende glæde ved foretagendet, at det smitter af på en som publikum, og jeg tog mig selv i at nynne én af deres sange hele lørdagen.

Inden arbejdet i Playtime kaldte blev det lige tid til film nummer to denne dag, nemlig den overraskende morsomme og opfindsomme belgisk-hollandske ”Waiter”. Filmen handler om tjeneren Edgar, der arbejder på en lille restaurant og ikke har meget glæde i livet. Hans kone ligger syg derhjemme, og derudover har han en lettere livløs affære med en anden kvinde. Men Edgar vil ikke finde sig i sine livsvilkår og opsøger derfor forfatteren af det manuskript, der kontrollerer hans liv: han er nemlig en fiktiv figur i en historie, der skrives fortløbende. Vi er ude på det metafiktionelle overdrev, som i f.eks. ”Adaptation” eller ”Stranger Than Fiction”, hvor manuskriptets karakterer pludsleig kan dukke op i virkeligheden og klandre forfatteren for at fortælle en dårlig historie. Der leges enormt meget med disse absurde elementer, og selvom man har set lignende konstruktioner tidligere, så forvalter ”Waiter” setup’et på sin helt egen måde. De to verdener ramler sammen i magtkampen mellem forfatteren og hans kæreste (der har en anden opfattelse af hvor historien skal bevæge sig hen) og Edgar og hans forsøg på at blive herre over sin egen skæbne. Undervejs er der adskillige surreelle optrin og hylende morsomme scener, bl.a. da Edgar skal købe bue og pil i en lille rodet forretning, der indehaves af en spøjst udseende mand med hovedklud som en gammel dame. Indkøbet tager noget nær 5 minutter i en scene hvor foretningsindehaveren med verdens langsommeste bevægelser henter buen og forsøger at pakke pilene ind. Det er lang tid siden jeg lo så meget, at tårene trillede, men denne episode var simpelthen hulkende grinagtig i sin insisteren på at trække hver bevægelse ud i det uendelige. Alt i alt var ”Waiter” en rigtig god overraskelse fra det flamske sprogområde, hvorfra jeg ikke havde haft synderligt store forventninger om gode filmoplevelser. Et lille stykke filmkunst helt i sin egen ret!