Den svære kunst at svine til!

Jeg har fået et nyt idol. Hans navn er Roger Ebert, han er amerikansk filmkritiker og skriver for Chicago Sun Times. Mange af jer kender sikkert til hans skriverier i forvejen, men jeg stiftede først for et par måneder siden bekendtskab med manden og hans arbejde. Jeg vidste godt hvem han var før, men jeg havde ikke læst noget af ham, indtil jeg besluttede mig for (lidt ud af det blå) at låne hans bog ”I Hated, Hated, Hated This Movie”, der som navnet antyder, er en samling af hans anmeldelser af nogle af de værste film, han har set.

Når man som mig går meget op i at læse filmanmeldelser, så er det en stor fornøjelse at støde ind i de virkelige genier, som mestrer den svære kunst at gøre selve anmeldelsen til et værk i sig selv. Jeg har et par yndlingsanmeldere her hjemme, bl.a. Kim Skotte i Politiken, som jeg altid ved er vedkommende at læse og som skriver godt, men Ebert er helt i en klasse for sig. Her er en mand som ikke bare forstår at svine en film både intelligent og humoristisk, men som kan give kniven til en film man ellers elsker, og hvor man ikke nødvendigvis vrisser af hans argumenter, men lettere modvilligt, må give ham ret i, at han jo har en pointe. Dermed ikke sagt, at disse film mister deres styrke i min bevidsthed, men jeg kan pludselig godt se nogle problemer med f.eks. ”Døde poeters klub” eller ”Blue Velvet”, uden at jeg af den grund devaluerer deres plads på min indre filmliste over gode film, men også uden at jeg tænker ”hold kæft en nar, han har jo misforstået det fuldstændigt bla bla bla” (en enkelt undtagelse er dog hans anmeldelse af Verhoevens ”Starship Troopers”, hvor han underligt nok ikke har lagt mærke til filmens tykke ironi).

Bogen fik mig til at tænke på den uvurderligt morsomme ”I Hate Myself and Want to Die – the 52 most depressing songs you’ve ever heard” af Tom Reynolds, hvis titel vist taler for sig selv (uddrag af den kan findes her, men gør Jer selv den tjeneste at få fat i hele bogen), og som var min inspirationskilde, da jeg skrev min anmeldelse af bandet Grave Flowers’ talentløse skive ”Incarcerated Sorrows” (læs den her) – jeg påstår dog ikke at være kommet i nærheden af Reynolds skarpe pen, samt vasse sans for sprogblomster og humoristiske sideben. Hans bog er også i høj grad noget der skal opleves!

For at give en lille smagsprøve på Roger Eberts skrivetalent, så kan du kigge her:
Anna and the King
Spit on Your Grave
Friends & Lovers

NB: Man behøves faktisk ikke at have set filmene, for at nyde disse underfundige nedsablinger, som også ofte formår at være stor filmkritik i sig selv. På www.rogerebert.com kan man i øvrigt læse (næsten) alle anmeldelser han har skrevet, og jeg kan godt garantere for, at der er nok at tage af (han startede i 1967), og at det er vanvittig underholdende læsning. Næste gang vi tales ved, vil jeg komme med mine egne tilsvininger af nogle af de værste film, jeg til dato har været vidne til. En hurtig top 5 liste ville give en pointer om, hvor i helvedes afgrund vi vil kigge, men eftersom der er langt mere end fem dårlige film på min audiovisuelle hadeliste, og eftersom det nogle gange er mere interessant at skrive (og læse) tilsvininger af bare moderat dårlige film, så kommer her i stedet en top 5 over dårlige film, man for guds skyld bør undgå:

Top 5 over forfærdelige film, jeg umiddelbart kan huske at have haft den urimelige tjans at beskue:
1. The Nutty Professor
2. Dungeons & Dragons
3. Beowulf
4. Ultraviolet
5. Fontane – Effi Briest