Natfilm-dagbog: onsdag

Onsdag holder hermed titlen som den mindst givende dag i denne Natfilm-omgang – til gengæld var vejret jo så supergodt, at det alligevel var synd at bruge al tiden inden døre.
Kun to film blev det til, grundet manglende evne til at få afsat min aftenvagt i De Kendtes Playtime (faktisk kun1½ hvis jeg skal være helt ærlig, men det kommer vi til).

Først var jeg i Vester Vov Vov og se ”Kurt Cobain – About a Son”, som er en dokumentarfilm baseret på en række interviews med selveste Kurt Koben. Disse findes dog kun som lydoptagelser, og instruktøren har derfor i stedet valgt at akkompagnere Cobains fortællinger med tematiske scener og lyriske billeder, der spejler samtalens indhold. Det var ikke lykkedes mig at lokke andre med ind til filmen, efter ’visse’ folk havde brændt sig på sidste års svært tilgængelige ”Last Days”, hvor Michale Pitt gav den som grunge-ikonet, dog uden synderligt indhold i hverken tilværelse eller filmen som sådan. Det skal dog siges, at selvom ”About a Son” ikke er en klassisk dokumentarfilm i genrens forstand, så var den både et interessant og behageligt bekendtskab. Kurt Cobain er faktisk en ganske indsigtsfuld mand, og de lange interviews kommer rundt om både hans forholdsvis lykkelige barndom, hans fraværende far, outsiderfølelsen i teenageperioden, samt hans gennemgående følelsesmæssige tumult og instinktive had overfor andre mennesker. Nogle gange er vi lidt ude på et overdrev, og den midterste del af filmen trækkes lidt vel langt, men alt i alt er det imponerende at Cobains stemme kan forankre ens interesse i godt og vel halvanden time. Billedsiden virker som den skal, uden at blive fortænkt eller prætentiøst kunstnerisk, og selvom filmen ikke kommer direkte ind på Nirvanas musik, så giver den i stedet et billede af hvilken kompleks person hr. Cobain var. Der er noget uhyggeligt ved at høre ham snakke om sine ønsker om at holde sig fra stofferne og blive en god far for sin datter, når man ved, at han året efter det sidste interview skød hovedet af sig selv med et jagtgevær. Jeg havde i hvert fald en klump i halsen, da filmens sidste stilbilleder af musikeren Kurt på scenen rullede over lærredet. Helt klart en indsigtsfuld film for dem der ikke har læst Cobains biografi.

Og så gik filmen ellers i sort. Den koreanske ”The Last Dining Table” skulle ifølge programavisen være dedikeret til Roy Andersson, og dertil være i familie med hans absurde dystopifabel ”Sange fra anden sal”, men der vil jeg immervæk slå i bordet. At sammenligne de to film med hinanden er ikke blot et letkøbt salgstrick, men direkte uforskammet overfor Anderssons mesterværk. ”The Last Dining Table” er den første film i hele min Natfilm-karriere (og én af de få i min biografkarriere) som jeg er udvandret til. Jeg holdt hele 45 minutter, før jeg besluttede mig for at forlade biografen, og i stedet nå hjem og skrive disse ord. Jeg var ikke rasende. Jeg var heller ikke frustreret eller hovedrystende grinende. Jeg følte faktisk ingenting. Og det er symptomatisk for filmen, som i bund og grund synes ligegyldig. Med dens lange indstillinger og ubevægelige kamera, mindede den mig om en af natfilms tidligere visitter ”What Time Is It There”, men den film havde i det mindste en slags overordnet handling. En sammenhæng. Et formål. Ikke når det kommer til ”The Last Dining Table”. Forstå mig ret, jeg er stor fan af long takes og cinematiske tableauer – bare tag ”Sange fra anden sal” som pragteksempel; ja selv den lidt langtrukne ”What Time Is It There”. Men teknikken skal bruges til noget. Den skal ikke bare være en fiks måde, hvorpå man forsøger at plagiere andres succesfulde form eller en billig måde at konnotere ’art-film’. Kunst skal berøre, på den ene eller den anden måde. Og det formår ”The Last Dining Table” så absolut ikke.
Men hov, jeg har jo helt glemt at fortælle hvad filmen går ud på. Tro mig – det var ganske med vilje. En mand i jakkesæt kommer ned i metroen og sætter sig blandt de hjemløse tiggere – denne scene havde noget der kunne minde om noget finurligt. Måden hvordan tilskuerens forudindtagede opfattelse vendes på hovedet. Ganske kløgtigt. Men så stopper det også her. Flere scener: En kone gør rent i sin have. En fange tæskes af sine fangevogtere. Folk chatter på nettet. En mand tager gentagne bidder af en roe (?), som han spytter ud igen. En kvinde spiser en roe. En mand blandt biografens publikum tager sin jakke og taske og går…
Da jeg i sin tid så ”Sange fra anden sal” i biografen var jeg hypnotiseret – mine øjne klistrede febrilsk til lærredet og jeg glemte næsten af trække vejret. Da jeg så ”The Last Ding Table” ønskede jeg desperat, at jeg var træt nok til at falde i søvn, så den meningsløse Sissyfos-forestilling foran mit blik kunne tage sin ende.