Natfilm-dagbog: søndag – sidste dag!

Så er Natfilmfestivalen ved at være slut for i år. Søndag var sidste dag, og her blev det tre film for mit vedkommende. Trods trang til at stene videre i sengen (hvilket resulterede i, at jeg droppede en film kl. 14.15) så indfandt jeg mig kl. 16.15 i Gloria til ”Swedish Auto”. Trods titlen er filmen amerikansk og handler om den unge Carter, der arbejder som mekaniker i et bilværksted, der specialiserer sig i svenske biler. Han lever meget for sig selv, efter hans forældre døde ved en bilulykke flere år tilbage, og hans liv går med at arbejde om dagen og iagttage en ung violinist om aftenen, mens han stille nyder musikken. Han finder dog ud af, at pigen fra den lokale diner også overvåger ham og de to ensomme eksistenser finder et sammenhold i hinanden.
Filmen er fortalt i et roligt, næsten adstadigt tempo, der dog holdes oppe af det akkompagnerende score på lydsiden, der emmer af tyst melankoli og eftertænksomhed. Det er et bevægende soundtrack, der passer rigtig fint til hovedrolleindehaveren Lucas Haas’ lavmælte portrættering af enspænderen Carter. Også billedsiden er nedtonet og holdt i mørke, primært grå og blå nuancer. ”Swedish Auto” fortæller uden de store armbevægelser, men det er en sød historie om to unge mennesker fanget i et hul af en lilleby, der også har deres personlige problemer at slås med. Enkelte elementer, især slutningen, er nok en anelse forcerede og synes ikke helt i tråd med den ellers naturlige og patosløse udvikling, men når det kom til stykket så efterlod filmen mig med en god fornemmelse i maven.

Herefter gik turen til Australien med filmen ”Jindabyne”. Baseret på den samme Raymond Carver historie som ”Short Cuts” også var inde over, er ”Jindabyne” fortællingen om en gruppe mænd, der på deres weekend-fisketur finder liget af en ung kvinde i vandkanten. Men i stedet for at tilkalde politiet med det samme, beslutter de at fiske videre i stedet og rapportere mordet når de tager hjem igen. Deres handling vækker furore i lokalsamfundet, særligt fra pigens familie, som er aboriginals. Pludselig er der også tilføjet et element af racisme, for havde mændene også ladet pigen ligge, hvis hun havde været hvid? Filmen følger primært ægteparret Steward og Claire, spillet af Gabriel Byrne og Laura Linney. Steward var med tril at finde pigen, og hans hovedløse handling ripper også op i hans og Claires i forvejen flossede ægteskab.
Selvom Robert Altman allerede gav os sin version af historien i ”Short Cuts”, så er ”Jindabyne” aldeles ikke en overflødig film, og dens styrke ligger bl.a. i, at den har mere tid til at behandle dramaet, hvor Altman kun brugte det som en del af de mange sammenflettede fortællinger. Man kommer i større grad ind under huden på karaktererne og især det centrale ægteskab mellem Steward og Claire er anderledes flertydigt og kompliceret. Generelt skaber filmen hele vejen igennem en stemning af uforløste konflikter der sitrer under overfladen og får luften til at dirre af spænding i næsten hver indstilling. Ved at flytte handlingen til Australien krydres der også med lokale elementer, så som troen på de døde ånder, vildmarkens mystik, samt urbefolkningens indblanding, der giver anledning til hele racisme-spørgsmålet. En ting man kan undre sig over er, hvorfor vi allerede fra starten af skal se den unge piges morder, og at han dukker op i baggrunden nu og da igennem hele filmen. Hvor Altman i sin filmatisering lod det være ubesvaret hvem pigen var, og hvem der havde slået hende ihjel, får vi i ”Jindabyne” næsten opfattelsen af at vi skal have løst en mordgåde, hvilket dog ikke er tilfældet.
Men filmen spiller på mange lag og mange fine sidehistorier, bl.a. Steward og Claires lille søn og dennes forhold til den sære nabodatter. Og så er det en fryd at se Byrne og Linney i klinch – de to skuespillere må nok siges at være mine yndlinge i faget. Det er derfor en fornøjelse at kunne meddele, at ”Jindabyne” snart kommer op i biografen herhjemme.

Aftenens sidste, og min sidste film på festivalen, var den ret skuffende ”Home of the Brave”, der fortæller om hjemvendte krigsveteraner fra den igangværende Irakkrig. Emnet må siges at være uhyre relevant i disse dage, og det er endnu ikke noget vi har set portrætteret på film. Derfor er det i høj grad en skuffelse, at ”Home of the Brave” ikke har meget andet at byde på end udpinte krigsfilmsklichéer. Den følger primært tre veteraner, der efter deres hjemkomst til USA har svært ved at vende tilbage til deres gamle liv og ligge oplevelserne fra krigen bag sig. Filmen starter med et hurtigt indblik i krigssituationen, hvor vi ser hovedkaraktererne opleve deres store traumer. De heftige kampscener er i stil med den hektiske og klaustrofobiske stemning i ”Black Hawk Down”, men vi ved hurtigt at vi er blevet snydt. Da den ene af hovedpersonernes gode gamle kammersjuk bliver skudt ned bagfra af en ussel iraker, får vi pludselig en patosfyldt klagescene i slowmotion, hvor vores helt løber skrigende hen til den stakkels kammerat og holder ham i sine arme, mens han dør. Indtil da, har filmen afholdt sig fra sentimentaliteten, men herefter øses der ellers på. Vel hjemvendt, begynder historien nu skamløst at plyndre samtlige film om krigsveteraner, der nogensinde er blevet lavet, lige fra de samme set-up som ”The Best Years of Our Life” fra 1946 (hvor også den ene veteran mangler sine hænder – i ”Home of the Brave” har vi Jessica Biel med håndprotese) til ”Rambo: First Blood”. Filmens ellers noble og interessante udgangspunkt, nemlig at se på Irakkrigens veteraner og deres genetablering i samfundet, ødelægges fuldstændig af et forfærdeligt manuskript, navnlig på dialogsiden, hvor ingen klichéer lades usagte, og alle pointer skæres ud i pap. Dette kombineres med en samling ganske pinlige skuespilpræstationer, hvor især Jessica Biel tager prisen. De enkelte væsentlige punktnedslag i historien overskygges desværre af filmens berøringsangst med sit eget emne, hvilket resulterer i en tam og firkantet konstruktion, der end ikke er egnet til TV.

En noget upassende slutning på Natfilmfestivalen for mit vedkommende, men det skal dog ikke stå i vejen for det faktum, at der også gemte sig en hel del gode oplevelser undervejs. Skal jeg kigge på det som helhed, så har det hovedsagelig været de amerikanske (med visse undtagelser) og filmene fra Down Under, der har gjort størst indtryk, samt den tyske ”Four Minutes” og den oversete belgisk-hollandske perle ”Waiter”.

En hurtig top ti over de film jeg fik set på årets Natfilmfestival kan lyde således (den sidste optælling afslørede, at det blev til 33 film fra min side – ikke helt dårligt…):
1. Sherrybaby
2. Out of the Blue
3. Kunsten at Græde i Kor
4. Waiter
5. Four Minutes
6. Kenny
7. Jindabyne
8. Swedish Auto
9. Fast Food Nation
10. Suburban Mayhem