Natfilm-dagbog: mandag

Mandag var en lidt sløj dag, hvad angår film, men heldigvis mere antalsmæssigt end kvalitetsmæssigt. Jeg startede ud med den amerikanske b-horrorfilm ”Abominable”, der var skåret over den klassiske monster/slasher læst, dvs. uhyre (der er en blanding af Bigfoot og den afskyelige snemand) dukker op i lille bjergressort, hvor det hærger de nærliggende skove og dræber uheldige ofre én efter én. Hovedpersonen er en mand der er hjemme på rekreation fra hospitalet efter en bjergbestigningsulykke tog hans kones liv og efterlod ham lammet i benene. Nu må han naturligvis mande sig op mod monstret og forsøge at redde den gruppe af unge, virile bimbos som bor i nabohytten (og som tager bad eller går udenfor for at snakke i mobiltelefon på de mest uheldige tidspunkter, læs: de er monsterføde!). Filmen er lavet på et magert budget, hvilket ses både i cast, fotografering, lyddesign og special effects, selvom de mere opfindsomme gore-effekter er ganske vellykkede. Hovedrolleindehaveren gør også sit for at prøve at få os til at glemme, at vi befinder os i b-land, og hatten af for det – det lykkes næsten. Derudover kan man opleve Paul Gleason, som spillede skoleinspektøren i ”The Breakfast Club”, i en lille cameo som den lokale sheriff. Det hele er da ganske fornøjeligt og morsomt indimellem, men ingen langtidsholdbar efterdønning. Og så er det altid en underlig fornemmelse at se horrorfilm ved højlys formiddag i en lille, ubehjælpsom biografsal i Vester Vov Vov.

Herefter holdt jeg en lille pause, for at fejre Maries lillebror Davids fødselsdag, og det var en sand fornøjelse. God mad og vin i familiært selskab, inden turen gik videre til CinemaxX og ”Alpha Dog”. I den forbindelse er det ironisk at iagttage, at de film som kan trække en fuld sal, er de film vi er vandt til og som er forpremierer – vi vil gerne have filmfestivaler med alternativt udbud, men i sidste ende foretrækker vi det sikre; de amerikanske storproduktioner og dem med de kendte skuespillere. Det faktum at Justin Timberlake var på plakaten har uden tvivl trukket en hel del kåde teenagere af begge køn ind i nattemørket (Bruce Willis headlinede også), men det skal dog siges til hans fordel, at han gjorde det godt i rollen som tough party dude med samvittighedskvaler.
Filmen bygger øjensynligt på en virkelig historie om unge wanna-be white gangstas i det rigere USA, der alle render rundt og måler libido i forsøget på at dække over deres egen usikkerhed. Den uligevægtige Jake skylder den lokale mini-konge Johnny Truelove penge, og derfor kidnapper Johnnys slæng hans lillebror for at holde ham som pant. De har dog ikke gennemtænkt aktionen og ender med i stedet at hænge ud sammen med lillebroren som egentlig synes det er ganske spændende. Men Johnny bliver bange for konsekvenserne, og fælles for alle de unge tough guys er at de er mere bange end fornuftige (eller for den sags skyld intelligente) når det kommer til stykket. Johnny tror derfor at hans eneste udvej er at henrette lillebroren, men han har svært ved at få sine homies med på idéen, særligt Timberlakes karakter, der langtfra er nogen koldblodig morder.
Filmen er på den ene side et forsøg på at skitsere begivenhederne som de fandt sted, med indlagte interviews med de pårørende (dog spillet af skuespillere). Men den skyder lidt sig selv i foden, hvad angår seriøsitet, da den synes også gerne at ville være street-smart underholdning i øjenhøjde på unge rødder. Man griner derfor mere end man berøres, endda helt hen mod slutningen hvor karakterernes fede one-liners stivner i kæften på dem. Instruktør Nick Cassavetes har en tendens til at lave ret udefinerbare film, og ”Alpha Dog” er næsten ligeså svær at placere eller have en mening om som ”She’s So Lovely”. Jeg tror i hvert fald at den sætter sig lidt mellem to stole, hvad angår målgruppe, for Fisketorvets teen-segment var øjensynligt utilpasse med det faktum, at de skulle græde med nogle af karaktererne til sidst – de havde jo bare regnet med noget feee’ action! Jeg sværger!