Natfilm-dagbog fortsat: Lørdag og søndag

Lørdag havde jeg et tætpakket program med hele fem film på menuen, men den cinematisk-kulinariske oplevelse lod en del tilbage at ønske. Det startede nogenlunde med Lasse Halstrøms seneste tall-tale ”The Hoax”, som var kommet ind i natfilms-programmet som erstatning for én af de iranske film der udgik, grundet landets handelsblokade mod Danmark. Der er godt nok langt mellem iransk film og denne harmløse komedie om forfatteren Clifford Irwing (Richard Gere) der påstod at han var i gang med at skrive den eksklusive biografi om multimilliardæren og excentrikeren Howard Hughes. Historien bygger på virkelige hændelser, men er naturligvis i Halstrøms hænder blevet til en ret forudsigelig genre-sag, der både underholder på det komiske og det dramatiske plan. Gere og hans medspillere, særligt Alfred Molina, gør alle et solidt arbejde, selvom jeg aldrig fandt ud af hvorfor altid gode Marcia Gay Harden skulle snakke med forfærdelig (svensk?) accent, og hvorfor man havde valgt hende til den lidt kedelige rolle som Irwings kone, nu med kikset blonderet hår. Hun har meget mere potentiale. Men filmen var da både sjov og lidt spændende indimellem. Med elementer af ”Shattered Glass” møder ”A Beautiful Mind” (lyder det for underligt?).

Herfra gik det lidt nedad bakke med den ret beset småkedelige og plagierende ”Drama/Mex”. Det kan godt være at mexicansk film står stærkt i disse år, takket være trekløveret Innaretú/Cuarón/Del Toro og deres respektive film ”Babel”, ”Children of Men” og ”Pans Labyrint”. Men selv med skuespilleren Gael Garcia Bernal som producer på denne film, så kommer man ikke udenom, at ”Drama/Mex” blot er et forsøg på at hive penge hjem på forrige succesers skabeloner, særligt den ikke-lineære struktur og multi-plot fortællingen fra ”Love is a Bitch”. Men i modsætning til denne, har ”Drama/Mex” ikke rigtig noget på hjerte, og dens karakterer har i hvert fald slet ikke. Jeg blev frustreret og irriteret på særligt den ene af hovedpersonerne, en ung køn pige, der gennem hele filmen lod sin kærlighed fare i pendulfart fra sin ekskæreste til sin nuværende kæreste, alt imens hun kneppede først den ene og så den anden. Det gik så grelt, at jeg til sidst nærmest håbede, at den gamle mand, som havde planlagt at begå selvmord (men ikke gjorde det, fordi en ung prostitueret af uvisse grunde fandt interesse for ham), i stedet ville vende pistolen mod den unge vægelsindede tøs og ende hendes ubeslutsomhed. Jeg ved ikke hvad filmen ville sige. Måske at den mexicanske ungdom er nogle forkælede møgunger, der ikke aner hvad de skal stille op med deres liv? Eller også ville instruktøren bare sige: ’giv mig penge til min næste rip-off film’. Spild af tid. Og brug da for helvede kun en alternativ fortælle-struktur, hvis du vil sige noget med det – hvis der er en pointe med stilen, ikke bare fordi det er ’cool og så’n Tarantino-agtigt’!

Next stop var den amerikanske indie-film ”I’m Reed Fish”. Jeg har altid været glad for Natfilms ’American Independents’ serie, der som regel er garant for de bedste filmoplevelser i natten. Men ”I’m Reed Fish” lugter nu mere af at bruge sit indie-mærkat til at maskere den egentlig ret så ordinære genrekonstruktion, nemlig den romantiske komedie. Ikke at der nødvendigvis er noget galt med det, jeg synes bare man skal bekende kulør fra starten (og det gælder også for Natfilm). Filmen handler om den unge Reed Fish, der er vært på den lokale radiostation i en amerikansk soveby. Her ved alle alt om alle takket være Reeds daglige udsendelser, der når bølgerne går højt kan fortælle om nabogårdens zebra-hest eller rådhusets hække. Men så dukker hans gamle barndomsvendinde selvfølgelig op, hjemvendt fra studiet i storbyen, og det kommer naturligvis ubelejligt, da Reed står midt i bryllupsplanlægningen med kæresten (Alexis Bledel fra ”Gilmore Girls” og senest ”Sin City”). Forholdsvist uskyldigt trekantsdrama krydret med en del sjove indslag og et veloplagt cast kan tage sin begyndelse. Og ja, det ender lykkeligt!

Endnu en Hong Kong sag stod på spisekortet, og om ikke andet, så må man da give ”Dog Bite Dog” at den ikke er bange for at vise blod og uskyldige folk der bliver myrdet til højre og venstre. Den startede lovende som en hårdkogt ’politimand jager lejemorder’ thriller, hvor lejemorderen, der ikke er meget mere end et dyr, i jagtens løb når at henrette en håndfuld betjente på blodig vis. Om det er politimanden, hvis far var korrupt og ligger i koma, eller om det er lejemorderen, der kun finder sympati for en stum, mishandlet pige, der er filmens egentlige hovedperson kan jeg kun gisne om. Men man kommer ikke udenom, at fortællingens moral er temmelig anløben. Det er nu engang svært at holde med den bestialske hitman, når han uden at blinke slår alle ihjel omkring sig, undtagen den stumme pige. Skal vi virkelig holde med ham? Glem alt om komplekse karakterer, der inviterer til moralske dilemmaer a la ”Oldboy”, for filmen er omtrent så kompleks som et puslespil med to brikker. Og så kører den fuldstændig af sporet den sidste halve time, hvor den kunne have reddet sig selv i land, ved bare at stoppe løjerne. Men næ nej, vi skal have en slutning der er så langt ude, at jeg ikke vidste hvorvidt jeg skulle grine eller ryste på hovedet – jeg tror jeg endte med at gøre begge dele, da de to modstandere ender med at stikke hinanden (og den stumme pige) ihjel i en komisk og blodig knivkamp, hvorpå lejemorderen med sine sidste kræfter skærer sit ufødte barn ud af den døde pige… nå ja, og inden da til tonerne af en jammerlig, ufrivillig morsom version af ”Sunshine” sunget uden idé om versrefødder. Far out… jeg måber stadig.

Lørdagens sidste treat var den amerikanske no-brainer ”The Guatemalan Handshake”. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet. Jeg havde måske forventet noget henad Harmonie Korinnes dissekerende og spiddende americana-kalejdoskoper, eller Tod Solondz’ kulsorte og outrerede udlevering af USA’s betændte folkesjæl. Jeg var faktisk ganske villig til at ende med mindre. Men hvad man får med denne film, er egentlig uhyggeligt lidt. Det ville være formålsløst at opsummere handlingen, for A) der er ikke nogen af betydning, og B) den stump der er giver ingen mening whatsoever. Lyset er tændt, men der er ingen hjemme. Det i sig selv kunne egentlig også være sjovt, hvis bare humoren havde fungeret, men sjov bliver filmen aldrig, på trods af at den nok gerne vil være det. Underlig jo, men det i sig selv er ikke nok til at gøre en film sjov. Der var da glimtvise momenter, hvor jeg kunne mærke at smilebåndene reagerede, men det skete forsvindende lidt. Skuespillet skal sikkert være dårligt – jeg går ud fra at det er meningen, at det hele skal synes så forlorent og kikset, men når der ingen mening med galskaben er, så bliver man mest af alt bare træt og irriteret. Jeg blev filmen ud, mere ud af høflighed end af solidaritet eller engagement – det værste var næsten at filmen ingen ende syntes at ville tage, og det var umuligt at gætte hvornår den ville slutte, da al narrativ logik og dramaturgi var gået fløjten. Skæv er ikke nødvendigvis godt.

Søndagen bragte kun to film med sig, men det var dog betydeligt mere forfriskende end gårsdagens program, selvom de to titler var så forskellige som noget kan være.

Efter en herlig brunch og spadsertur på Assistens Kirkegård i solskinnet med Marie var jeg klar til at konfrontere nattens program endnu engang, trods lørdagens knubs. Det startede bizart med Minoru Kawasakis ”The Calamari Wrestler” der er et studie i Japans underlige forkærlighed for b-filmens univers. Vi er nok tættere på å-film end b-film, med denne historie om den japanske fribryder-mester Koji, der pludselig udfordres af en kæmpemæssig blæksprutte, som gør krav på titlen. Blæksprutten er den tidligere mester og Kojis kærestes forhenværende flamme, men nu er han blevet genfødt som bløddyr. Herfra er alle velkendte holdepunkter sat ud af spillet, skulle man mene, men ”The Calamari Wrestler” holder sig i høj grad til alle genrens forskrifter, som de kendes fra film som ”Rocky” og ”Karate Kid”. Originalt er plottet ganske vidst, men håndværksmæssigt er det amatørarbejde af værste skuffe. Filmens trumf er dog, at den modsætter sig næsten en hvilken som helst negativ kritik, i sin egen anerkendelse af status som trash. Men jeg kan do alligevel ikke lade være med at have mine forbehold overfor en film, der ikke forstår den relativt enkle devise i at klippe en trænings-montage sammen, så den fungerer. Lidt må man vel for helvede også kræve, selv af film der åbenlyst paraderer at de ikke skal tages seriøst. Men sjov, det er den uden tvivl, og i sin absurditet vinder filmen over sin dårlige teknik. Især kampen mellem Calamari og Squid bør opleves! Og så har instruktøren faktisk to andre (øjensynligt mindst ligeså bizarre) film med på Natfilm, hvor jeg godt tør anbefale "Executive Koala", der vises på torsdag kl. 19 i CinemaxX - den handler om, nå ja, en koalabjørn, der arbejder i et pickles-firma...

Søndag sluttes af med en tur i Empire Bio til den amerikanske ”Sherrybaby”. Og her var gudskelov en film, der bekræftede hvorfor ’American Independents’ serien har sin berettigelse. Maggie Gyllenhaal, søster til Jake Gyllenhaal fra ”Donnie Darko”, spiller den altoverskyggende hovedrolle som den tidligere junkie Sherry, der netop er blevet løsladt fra fængsel og nu skal forsøge at rette op på sit liv, især som mor for sin lille datter. Datteren er alt der betyder noget for Sherry, men hendes egoisme kommer dog til at stå i vejen for den vanskelige navigation mod livet som mønsterborger. Mange af elementerne kender vi fra tidligere film, men når ”Sherrybaby” fungerer, så skyldes det først og fremmest alle de involverede skuespilleres held med at blæse troværdighed ind i deres karakterer og dermed fortællingens fremdrift. Gylenhaal blev overset ved årets Oscarnomineringer for denne rolle, for det havde hun fuldt ud fortjent. Hun er både knugende og hjerteskærende i sin portrættering af titelfiguren, der er et væld af lyse såvel som mørke sider. Filmen kunne let være endt i kategorien: rørstrømsk anti-narkotika drama, men den holder sig fra de letkøbte sandheder og tilfører i stedet tematikken både subtil kompleksitet og et menneskeligt ansigt, der ikke er sat unaturligt på spidsen. Jeg har allerede stemt på ”Sherrybaby” under afstemningen til publikumsprisen, selvom jeg stadig har en masse titler tilbage på programmet – det slår vel fast hvad jeg mener om denne film. Se den på onsdag i Falkoner Biografen, for den kommer ikke op i de danske biografer!