Under (mental) Construction!

Hey! Ville bare lige sige, at grunden til at der nok er lidt stille herinde for tiden, er, at jeg er gået igang med specialeskrivningen, hvilket resluterer i, at jeg ikke har så meget tid til overs til at få skrevet på min filmblog - men fat mod; jeg lover at vende tilbage snarligst, og gerne smide en cinematisk kommenatr ud mellem sidebenene i ny og næ (når der kommer en lille åbning i helvedesskriveriet). Sidder netop nu og har nået havldelen af min daglige opgave, nemlig at skrive 2 sider :) Men hvis alt går godt, så er jeg også færdig inden den 1. september!

Så pøj pøj til mig, og: stay tuned!

Coming up (forhåbentlig inden alt for lang tid):
Sviner-anmeldelser af nogle af mine yndlings hade-film.

Den svære kunst at svine til!

Jeg har fået et nyt idol. Hans navn er Roger Ebert, han er amerikansk filmkritiker og skriver for Chicago Sun Times. Mange af jer kender sikkert til hans skriverier i forvejen, men jeg stiftede først for et par måneder siden bekendtskab med manden og hans arbejde. Jeg vidste godt hvem han var før, men jeg havde ikke læst noget af ham, indtil jeg besluttede mig for (lidt ud af det blå) at låne hans bog ”I Hated, Hated, Hated This Movie”, der som navnet antyder, er en samling af hans anmeldelser af nogle af de værste film, han har set.

Når man som mig går meget op i at læse filmanmeldelser, så er det en stor fornøjelse at støde ind i de virkelige genier, som mestrer den svære kunst at gøre selve anmeldelsen til et værk i sig selv. Jeg har et par yndlingsanmeldere her hjemme, bl.a. Kim Skotte i Politiken, som jeg altid ved er vedkommende at læse og som skriver godt, men Ebert er helt i en klasse for sig. Her er en mand som ikke bare forstår at svine en film både intelligent og humoristisk, men som kan give kniven til en film man ellers elsker, og hvor man ikke nødvendigvis vrisser af hans argumenter, men lettere modvilligt, må give ham ret i, at han jo har en pointe. Dermed ikke sagt, at disse film mister deres styrke i min bevidsthed, men jeg kan pludselig godt se nogle problemer med f.eks. ”Døde poeters klub” eller ”Blue Velvet”, uden at jeg af den grund devaluerer deres plads på min indre filmliste over gode film, men også uden at jeg tænker ”hold kæft en nar, han har jo misforstået det fuldstændigt bla bla bla” (en enkelt undtagelse er dog hans anmeldelse af Verhoevens ”Starship Troopers”, hvor han underligt nok ikke har lagt mærke til filmens tykke ironi).

Bogen fik mig til at tænke på den uvurderligt morsomme ”I Hate Myself and Want to Die – the 52 most depressing songs you’ve ever heard” af Tom Reynolds, hvis titel vist taler for sig selv (uddrag af den kan findes her, men gør Jer selv den tjeneste at få fat i hele bogen), og som var min inspirationskilde, da jeg skrev min anmeldelse af bandet Grave Flowers’ talentløse skive ”Incarcerated Sorrows” (læs den her) – jeg påstår dog ikke at være kommet i nærheden af Reynolds skarpe pen, samt vasse sans for sprogblomster og humoristiske sideben. Hans bog er også i høj grad noget der skal opleves!

For at give en lille smagsprøve på Roger Eberts skrivetalent, så kan du kigge her:
Anna and the King
Spit on Your Grave
Friends & Lovers

NB: Man behøves faktisk ikke at have set filmene, for at nyde disse underfundige nedsablinger, som også ofte formår at være stor filmkritik i sig selv. På www.rogerebert.com kan man i øvrigt læse (næsten) alle anmeldelser han har skrevet, og jeg kan godt garantere for, at der er nok at tage af (han startede i 1967), og at det er vanvittig underholdende læsning. Næste gang vi tales ved, vil jeg komme med mine egne tilsvininger af nogle af de værste film, jeg til dato har været vidne til. En hurtig top 5 liste ville give en pointer om, hvor i helvedes afgrund vi vil kigge, men eftersom der er langt mere end fem dårlige film på min audiovisuelle hadeliste, og eftersom det nogle gange er mere interessant at skrive (og læse) tilsvininger af bare moderat dårlige film, så kommer her i stedet en top 5 over dårlige film, man for guds skyld bør undgå:

Top 5 over forfærdelige film, jeg umiddelbart kan huske at have haft den urimelige tjans at beskue:
1. The Nutty Professor
2. Dungeons & Dragons
3. Beowulf
4. Ultraviolet
5. Fontane – Effi Briest

I DO care about the man in the box!

Jeg genså ”Pan’s Labyrinth” i går, og på trods af, at det var på en lille 28” skærm i betragtelig afstand far sofaen, så græd jeg stadig under halvdelen af filmen. Jeg har her en lille bekendelse: jeg holder af at græde, når jeg ser virkelig bevægende film. Faktisk er det ikke kun film, denne lille fetich begrænser sig til, men også andre former for kulturelt input. Jeg husker stadig med klarhed at jeg græd, da jeg som lille læste Dragonlance for første gang og kom til episoden hvor Flint dør i Krøniker-serien. Det var et meget sørgeligt øjeblik. Jeg husker hvordan Tasselhof sad og kiggede op på stjernerne om natten, efter Flint var åndet ud, og det var simpelthen så hjerteskærende at lille Nikolai ikke kunne holde tårerne tilbage. Men det var gode tårer. Sådan var det også da Fedesen blev bidt af den lille pige i Kadavermarch og jeg kniber stadig en tåre den dag i dag, når jeg hører Tools dobbeltnummer ”Wings for Marie” og ”10.000 Days”, der handler om forsangerens mor, som efter sigende lå i koma i titusind dage inden hun endelig fik fred. Tanken om denne makabre og uhåndgribelige situation blandet med musikken rører ved noget inde i mig – og derved også ved mine tårekanaler.

Nu er der jo ikke noget underligt i, at vi mennesker bliver emotionelt bevæget af kunst; nogen ville faktisk mene at det var kunstens fornemmeste opgave og derfor vi opsøger den. Det og meget andet, naturligvis, men man skal ikke underkende grådens magt. Hvis den frembringes af et stykke musik, en film, litteratur, et billede el.lign. så betyder det nødvendigvis at netop dette værk har rørt noget i os, noget vi kunne genkende eller noget vi finder sørgeligt, uretfærdigt, overvældende eller dramatisk. Faktum er bare, at det ikke er god skik blandt mænd og drenge at græde. Gråd er et tegn på svaghed, for mænd viser ikke følelser – hvilket er noget af det dummeste argument man kan komme i tanke om, for det har da aldrig været et problem at vise vrede eller sågar glæde via smil eller grin. Jovist, gråd er en passiv følelse, som konnoterer feminine værdier, men folk burde efterhånden være kommet ud over deres pubertære stadie, hvor pigelus er åh så farlige og en rigtig mand hedder Brian, kører knallert, er karseklippet, og kun kan lide ”hjernedød agsjån”. BulshiT!

Nå, min pointe var egentlig, at det at kunne græde til en film, for mig altid har været en positiv ting, selvom det alligevel er noget jeg foretrækker at gøre alene. Der er på en måde stadig noget pinligt, ved at vise tårer til andre (og så er kønsmønstrene alligevel ikke så langt væk som jeg gerne ville have dem til…flot Nikolai!), men det er også en slags personlig andagt, der bedst nydes i stille kontemplation, hvor man kan lade sine følelser få frit løb, uden at skulle tænke på sin sidemand. Derfor er biografen et ideelt sted, for i mørket er alle katte grå, og her kan tårerne trille ned ad kinderne uden at andre anstødes eller forstyrrer én.

De film jeg har grædt mest til, er også nogle af mine yndlingsfilm, netop fordi de formår at berøre så dybt. Det har dog ofte noget med musikken at gøre. Ligesom jeg har en hang til mol-musik og ting i det mere dystre hjørne af skalaen, så er det ofte filmmusikken, der påvirker mit sentimentale register. Dette skal naturligvis gå i spænd med filmens tema, fortælling, skuespillets intensitet og dybtfølthed, dialogens resonans eller andre faktorer, for sørgelig musik alene er ikke nok. Tværtimod kan man hævde; hvis musikken er sentimental, men handlingen banal og uengagerende (eller decideret dårlig eller pinlig), så bliver musikken som regel bare kikset i dens tydelige forsøg på at presse vores følelser som en citron. Men når det hele spiller sammen, så er det helt klart, at musikken fører an i vejen til mine tårer. Tag bare de fem eksempler jeg kommer med her nedenunder – de indeholder alle et score, som jeg kan høre uafhængigt at filmen og stadig blive kraftigt berørt af. Men sat sammen med billederne og historien, så er deres effekt på mig så stor, at jeg selv efter gentagne besøg, stadig græder når jeg oplever dem.

Så her er min top 5 over de film, som får mig til at græde:

1. The Sweet Hereafter: Atom Egoyans mesterværk er ikke bare en af mine yndlingsfilm, men også en så bevægende fortælling om en forfærdelig hændelse og de berørtes forsøg på at takle den, at jeg altid græder når: A) Skolebussen kører galt. B) Vi ser synet af de to små børn som løber gennem sneen, men ved at de netop er druknet. C) Ian Holms karakter ringer hjem til sin datter, og vi gang på gang ser hvor stor kløften er mellem dem. D) Han fortæller historien om edderkoppen. E) Sarah Polleys voice over citerer Rottefængeren fra Haml, som på foruroligende vis spiller ind i historien. F) Filmen slutter, og skæret fra billygterne udenfor ses kastet mod væggene i huset.
Alle disse beskrivelser kan virke usammenhængende for den uindviede, men se for guds skyld denne film, hvis du ikke allerede har gjort det! Den er alt hvad ægte filmkunst bør være… og så er musikken af Mychael Danna, skal jeg skynde mig at tilføje.

2. The Elephant Man: Selvfølgelig er Lynch med på listen, men overraskende nok er det i hans mere ordnede antræk og uden hofkomponisten Angelo Badalamenti på slæb (som ellers leverer noget af det smukkeste filmmusik man kan drømme om… og her er ’drøm’ virkelig nøgleordet). Jeg tuder hver gang jeg ser ”Elefantmanden” for den historie er så hjerteskærende, at jeg får lyst til at hoppe ind i filmen og jage alle de dumme og fordomsfulde victorianere væk, råbe ad dem, og holde det stakkels kræ tæt ind til mig, bare så han ikke skal lide mere. Lynch er en mester i det sentimentale, men her er det uden den ironiske overbygning og det klæder filmens fortælling overordentligt – det kunne ikke være lavet anderledes. Især scenen hvor John Merrick møder Dr. Treves’ kone og bryder sammen, og naturligvis den smukke scene, hvor Merrick bygger sin katedral til tonerne af Barbers ”Adagio for Strings”, er tåreperserøjeblikke – hver eneste gang!

3. It’s All About Love: Den handler om kærlighed der desperat forsøger at komme til orde igen i en verden, der er frosset til is. Det kan godt være Thomas Vinterberg fik mange hug for denne ujævne sci-fi fabel, og den stritter da også i alle retninger og er alt andet end helstøbt. Men manden bør virkelig få cadeau for sin vision og sit forsøg på at lave noget, der var så diemantralt anderledes end hvad man kunne forestille sig komme ud af dansk film. Jeg har set den et utal af gange, og den er for mig den perfekte tragedie, i hvert fald på det emotionelle plan. Det eneste der irriterer mig grænseløst er at musikken aldrig blev udgivet som album, for det lydspor er noget af det mest rørende i sin vekslen mellem minimalisme og storslået operette. Kender man ”Una Fortiva Lagrima” så ved man, hvad jeg mener.

4. The Thin Red Line: Igen er musikken en vigtig faktor, og her er det Hans Zimmers bedste score nogensinde der gør udslaget. Jeg holder ofte af at lytte til scoret på mit anlæg eller på iPod når jeg rejser, for musikken kan sagtens stå på egne ben og væver sig ind og ud af ens sind i sin stille melankoli og flotte andægtighed. Men man skal dog ikke glemme, at selve filmen derudover har så meget mere at byde på. Terence Malick laver vanen tro ikke film i gængs genreforstand, og denne krigsfilm, som dystede om Oscaren samme år som ”Saving Private Ryan”, måtte naturligvis se sig forvist til baggrunden, da den ikke er lige så lettilgængelig – men i mine øjne (og ører) et langt stærkere og interessant værk end Spielbergs flotte og betagende anden verdenskrigssaga. Malick bruger poesien som den formelle ledetråd, der ses i både naturens mikrokosmos sidestillet med krigens voldsomhed, samt i den løbende voice over, der næsten kontemplativt svæver hen over de til tider mystisk strukturerede begivenheder. Filmen er et antikrigs-statement, men også meget mere end det. Den forsøger samtidig at behandle kærlighedens væsen og menneskets indre selvdestruktion, samt tusindvis af andre små filosofiske spørgsmål. Og den gør det hele gribende, rystende og gudesmukt.

5. Pan’s Labyrinth: Jeg har ganske vidst ikke haft tid til at se den mere end to gange, men jeg vidste allerede i går, da jeg genså den, at dette var et værk der ville berøre mig langt ind i fremtiden. Igen er musikken en vigtig medspiller, nemlig den enkle lille vuggevise, som benyttes hele vejen igennem. Denne passer dog så vidunderligt fint til den lille piges væsen, hendes eventyrlige færd gennem hele historien, men især også til den overordnede stemning af melankoli, naivt, barnligt håb og den erkendelse, at den virkelige verden er langt mørkere end fantasiens tilflugtssteder. Som Ofelia er Ivana Baquero helt perfekt, både resursefuld og med eventyrligt gåpåmod, men aldrig, som så ofte i amerikanske film med børn som hovedpersoner, en nævenyttig, gammelklog møgunge. Man tror på hende og hendes reaktioner, og derfor føler man også med hende. Det mest gribende øjeblik i filmen er nu (udover slutningen, som er så fantastisk sørgelig og netop derfor så fantastisk rigtig) den scene, hvor Ofelia beder sin lillebror inde i mors mave om at gøre mor rask. Den lille tale er på den ene side fyldt med barnets selvopofrelse og ingenlunde jalousi eller had til broren, men tværtimod et ønske om, at han skal få sin mor at se. Så rørende har intet barn på film været før!

Udover disse titler, ville jeg naturligvis, hvis jeg begyndte at gå samtlige filmoplevelser i sømmene, kunne nævne en hel del til, men som det nu engang er med lister, så må man begrænse sig, og de ovenstående udgør de mest memorable tårepersere i mit følelsesbibliotek. Af andre kan dog hurtigt på falderebet nævnes: ”Elephant”, ”Mulholland Drive”, ”City of Angels”, ”In the Bedroom”, ”Leaving Las Vegas”, ”Idioterne”, ”Heaven” og ”Eyes Wide Shut”.
See ’em and weep ;)

Natfilm-dagbog: søndag – sidste dag!

Så er Natfilmfestivalen ved at være slut for i år. Søndag var sidste dag, og her blev det tre film for mit vedkommende. Trods trang til at stene videre i sengen (hvilket resulterede i, at jeg droppede en film kl. 14.15) så indfandt jeg mig kl. 16.15 i Gloria til ”Swedish Auto”. Trods titlen er filmen amerikansk og handler om den unge Carter, der arbejder som mekaniker i et bilværksted, der specialiserer sig i svenske biler. Han lever meget for sig selv, efter hans forældre døde ved en bilulykke flere år tilbage, og hans liv går med at arbejde om dagen og iagttage en ung violinist om aftenen, mens han stille nyder musikken. Han finder dog ud af, at pigen fra den lokale diner også overvåger ham og de to ensomme eksistenser finder et sammenhold i hinanden.
Filmen er fortalt i et roligt, næsten adstadigt tempo, der dog holdes oppe af det akkompagnerende score på lydsiden, der emmer af tyst melankoli og eftertænksomhed. Det er et bevægende soundtrack, der passer rigtig fint til hovedrolleindehaveren Lucas Haas’ lavmælte portrættering af enspænderen Carter. Også billedsiden er nedtonet og holdt i mørke, primært grå og blå nuancer. ”Swedish Auto” fortæller uden de store armbevægelser, men det er en sød historie om to unge mennesker fanget i et hul af en lilleby, der også har deres personlige problemer at slås med. Enkelte elementer, især slutningen, er nok en anelse forcerede og synes ikke helt i tråd med den ellers naturlige og patosløse udvikling, men når det kom til stykket så efterlod filmen mig med en god fornemmelse i maven.

Herefter gik turen til Australien med filmen ”Jindabyne”. Baseret på den samme Raymond Carver historie som ”Short Cuts” også var inde over, er ”Jindabyne” fortællingen om en gruppe mænd, der på deres weekend-fisketur finder liget af en ung kvinde i vandkanten. Men i stedet for at tilkalde politiet med det samme, beslutter de at fiske videre i stedet og rapportere mordet når de tager hjem igen. Deres handling vækker furore i lokalsamfundet, særligt fra pigens familie, som er aboriginals. Pludselig er der også tilføjet et element af racisme, for havde mændene også ladet pigen ligge, hvis hun havde været hvid? Filmen følger primært ægteparret Steward og Claire, spillet af Gabriel Byrne og Laura Linney. Steward var med tril at finde pigen, og hans hovedløse handling ripper også op i hans og Claires i forvejen flossede ægteskab.
Selvom Robert Altman allerede gav os sin version af historien i ”Short Cuts”, så er ”Jindabyne” aldeles ikke en overflødig film, og dens styrke ligger bl.a. i, at den har mere tid til at behandle dramaet, hvor Altman kun brugte det som en del af de mange sammenflettede fortællinger. Man kommer i større grad ind under huden på karaktererne og især det centrale ægteskab mellem Steward og Claire er anderledes flertydigt og kompliceret. Generelt skaber filmen hele vejen igennem en stemning af uforløste konflikter der sitrer under overfladen og får luften til at dirre af spænding i næsten hver indstilling. Ved at flytte handlingen til Australien krydres der også med lokale elementer, så som troen på de døde ånder, vildmarkens mystik, samt urbefolkningens indblanding, der giver anledning til hele racisme-spørgsmålet. En ting man kan undre sig over er, hvorfor vi allerede fra starten af skal se den unge piges morder, og at han dukker op i baggrunden nu og da igennem hele filmen. Hvor Altman i sin filmatisering lod det være ubesvaret hvem pigen var, og hvem der havde slået hende ihjel, får vi i ”Jindabyne” næsten opfattelsen af at vi skal have løst en mordgåde, hvilket dog ikke er tilfældet.
Men filmen spiller på mange lag og mange fine sidehistorier, bl.a. Steward og Claires lille søn og dennes forhold til den sære nabodatter. Og så er det en fryd at se Byrne og Linney i klinch – de to skuespillere må nok siges at være mine yndlinge i faget. Det er derfor en fornøjelse at kunne meddele, at ”Jindabyne” snart kommer op i biografen herhjemme.

Aftenens sidste, og min sidste film på festivalen, var den ret skuffende ”Home of the Brave”, der fortæller om hjemvendte krigsveteraner fra den igangværende Irakkrig. Emnet må siges at være uhyre relevant i disse dage, og det er endnu ikke noget vi har set portrætteret på film. Derfor er det i høj grad en skuffelse, at ”Home of the Brave” ikke har meget andet at byde på end udpinte krigsfilmsklichéer. Den følger primært tre veteraner, der efter deres hjemkomst til USA har svært ved at vende tilbage til deres gamle liv og ligge oplevelserne fra krigen bag sig. Filmen starter med et hurtigt indblik i krigssituationen, hvor vi ser hovedkaraktererne opleve deres store traumer. De heftige kampscener er i stil med den hektiske og klaustrofobiske stemning i ”Black Hawk Down”, men vi ved hurtigt at vi er blevet snydt. Da den ene af hovedpersonernes gode gamle kammersjuk bliver skudt ned bagfra af en ussel iraker, får vi pludselig en patosfyldt klagescene i slowmotion, hvor vores helt løber skrigende hen til den stakkels kammerat og holder ham i sine arme, mens han dør. Indtil da, har filmen afholdt sig fra sentimentaliteten, men herefter øses der ellers på. Vel hjemvendt, begynder historien nu skamløst at plyndre samtlige film om krigsveteraner, der nogensinde er blevet lavet, lige fra de samme set-up som ”The Best Years of Our Life” fra 1946 (hvor også den ene veteran mangler sine hænder – i ”Home of the Brave” har vi Jessica Biel med håndprotese) til ”Rambo: First Blood”. Filmens ellers noble og interessante udgangspunkt, nemlig at se på Irakkrigens veteraner og deres genetablering i samfundet, ødelægges fuldstændig af et forfærdeligt manuskript, navnlig på dialogsiden, hvor ingen klichéer lades usagte, og alle pointer skæres ud i pap. Dette kombineres med en samling ganske pinlige skuespilpræstationer, hvor især Jessica Biel tager prisen. De enkelte væsentlige punktnedslag i historien overskygges desværre af filmens berøringsangst med sit eget emne, hvilket resulterer i en tam og firkantet konstruktion, der end ikke er egnet til TV.

En noget upassende slutning på Natfilmfestivalen for mit vedkommende, men det skal dog ikke stå i vejen for det faktum, at der også gemte sig en hel del gode oplevelser undervejs. Skal jeg kigge på det som helhed, så har det hovedsagelig været de amerikanske (med visse undtagelser) og filmene fra Down Under, der har gjort størst indtryk, samt den tyske ”Four Minutes” og den oversete belgisk-hollandske perle ”Waiter”.

En hurtig top ti over de film jeg fik set på årets Natfilmfestival kan lyde således (den sidste optælling afslørede, at det blev til 33 film fra min side – ikke helt dårligt…):
1. Sherrybaby
2. Out of the Blue
3. Kunsten at Græde i Kor
4. Waiter
5. Four Minutes
6. Kenny
7. Jindabyne
8. Swedish Auto
9. Fast Food Nation
10. Suburban Mayhem

Natfilm-blog: lørdag

Lørdag blev det til en stille og rolig dag i Vester Vov Vov med to ganske fornøjelige film. Først på programmet var den amerikanske rockumentary ”LoudQUIETloud” om det gamle alternative rockband Pixies, som efter 12 års pause blev gendannet i 2004. Filmen følger de fire støjrockere rundt på deres gendannelsetour ved navn Pixies Sold Out opkaldt efter det faktum at hver koncert blev udsolgt på meget kort tid. Det er interessant at komme om bag scenen med de efterhånden midaldrende musikere, der nu har hver deres liv og for hvem ting som børn, familie, solokarriere og alkoholafvænning er ting der pludselig fylder en hel del i livet. De gik i opløsning i sin tid grundet personlige uoverensstemmelser og en del af de gamle sår kan stadig mærkes i gruppen. Men de er samtidig blevet ældre og mere voksne og deres beslutning om at genoptage bandet bunder tydeligvis i deres allesammens glæde ved at spille live og komme tilbage op på den gamle hest, de ikke har reddet på længe, men kender så godt. Det er fascinerende at se en samling af så nonkommunikative individer, der knap nok snakker sammen mellem koncerterne, og som alle værner meget om deres personlige frihed og egen priatsfære. Jeg kendte faktisk ikke bandet Pixies inden jeg så denne film, men har helt klart fået blod på tanden til at lære deres musik at kende noget mere. Filmen har været så heldig at rent faktisk kunne følge et band, hvis genforening både byder på op- og nedture, hvilket må siges at være alfa omega for en ordenlig dramaturgisk kurve. Men både musikken og mennskerne bag den udstråler en form for varme og i sidste ende glæde ved foretagendet, at det smitter af på en som publikum, og jeg tog mig selv i at nynne én af deres sange hele lørdagen.

Inden arbejdet i Playtime kaldte blev det lige tid til film nummer to denne dag, nemlig den overraskende morsomme og opfindsomme belgisk-hollandske ”Waiter”. Filmen handler om tjeneren Edgar, der arbejder på en lille restaurant og ikke har meget glæde i livet. Hans kone ligger syg derhjemme, og derudover har han en lettere livløs affære med en anden kvinde. Men Edgar vil ikke finde sig i sine livsvilkår og opsøger derfor forfatteren af det manuskript, der kontrollerer hans liv: han er nemlig en fiktiv figur i en historie, der skrives fortløbende. Vi er ude på det metafiktionelle overdrev, som i f.eks. ”Adaptation” eller ”Stranger Than Fiction”, hvor manuskriptets karakterer pludsleig kan dukke op i virkeligheden og klandre forfatteren for at fortælle en dårlig historie. Der leges enormt meget med disse absurde elementer, og selvom man har set lignende konstruktioner tidligere, så forvalter ”Waiter” setup’et på sin helt egen måde. De to verdener ramler sammen i magtkampen mellem forfatteren og hans kæreste (der har en anden opfattelse af hvor historien skal bevæge sig hen) og Edgar og hans forsøg på at blive herre over sin egen skæbne. Undervejs er der adskillige surreelle optrin og hylende morsomme scener, bl.a. da Edgar skal købe bue og pil i en lille rodet forretning, der indehaves af en spøjst udseende mand med hovedklud som en gammel dame. Indkøbet tager noget nær 5 minutter i en scene hvor foretningsindehaveren med verdens langsommeste bevægelser henter buen og forsøger at pakke pilene ind. Det er lang tid siden jeg lo så meget, at tårene trillede, men denne episode var simpelthen hulkende grinagtig i sin insisteren på at trække hver bevægelse ud i det uendelige. Alt i alt var ”Waiter” en rigtig god overraskelse fra det flamske sprogområde, hvorfra jeg ikke havde haft synderligt store forventninger om gode filmoplevelser. Et lille stykke filmkunst helt i sin egen ret!

Natfilm-dagbog: fredag

Fredag stod den på fem film, så der var fuldt program. Det var lidt som at køre med rutsjebane, idet det vekslede mellem op- og nedture.
Som efterhånden er blevet kotume startede dagen i Vester Vov Vov (ikke mere brok om deres komfort) med den amerikanske indie-film ”Apart From That”. Vi bevæger os her i det hverdagsrealistiske blandet med det finurlige i en flettefortælling fra forstaden om spøjse og ofte sære karakterer. Der er ingen overordnet handling i filmen, men de enkelte personer kan til del siges at have deres egen dramaturgiske bue. Der er faderen, som netop har måttet fyre sin søns legekamerats far, hvilket sønnen naturligvis ikke forstår. Der er den lidt eccentriske kvinde, som arbejder i en frisørsalon og som optager lydene fra sin udlejers hus på bånd. Og så er der den indianske far, som ikke tør tage afsked med sin far(?) der vist nok ligger for døden. Det hele udspiller sig omkring Halloween, men jeg må tilstå at jeg havde lidt svært ved at holde mig koncentreret og følge med. Primært fordi der går lang tid inden der siges noget nær relevant (åbningsscenen er en kæmpe komsammen med alle karaktererne, der stort set taler i munden på hinanden hele tiden), og tempoet nærmer sig nogle gange det faretruende langsomme. Det tegner ikke særlig godt for en film, hvis man allerde begynder at kede sig efter en halv time, og det vel og mærke er den første film på dagen (man kan altså ikke skyde skylden på overload af audiovisuelle indtryk). Jeg vil sige, at filmen har en del ganske underholdende og opfindsomme scener, men der er for meget uinteressant fyld til, at den for alvor fænger.

Herefter havde jeg brug for noget lettere, noget der kunne live mig lidt op og helst ikke var for intellektuelt krævende. I den forbindelse var den australske komedie ”Kenny” lige hvad, man kunne ønske sig. Kort fortalt er det historien om Kenny, som arbejder for et firma, der leverer og vedligeholder transportable toiletter. Normalt har jeg det svært med prutte-bæ humor, som så ofte er den laveste form for komik, der virkelig skraber bunden og egentlig ikke er sjov, men bare ulækker eller plat. Med filmens omdrejningspunkt taget i betragtning kunne man have udsigt til en lang lorte-joke, og komedien er først og fremmest også rodfæstet i de fækale områder. Men takket være et velskrevet manuskript, navnligt på dialogsiden, så grinede jeg hårdt og længe over de mange guldkorn, som den godmodige Kenny kom med om livet på tønden. En stor del af filmens tiltrækningskraft ligger også i, at den supplerer os med en hovedperson, der trods sin kiksede fremtoning og sit lortejob (pun intended!) er en ovenud sympatisk karakter, der ikke har ét ondt ben i kroppen. Trods konstant modgang og tilsvining fra både ekskone, far, bror og diverse kunder, så opretholder Kenny hele tiden en sober tone og vender hellere den anden kind til end at fare i flint. Han er muligvis en kende enfoldig, men hans livsvisdom er både opmuntrende og faktisk ganske reel. Jeg var i hvert fald fast besluttet på at følge den kære bamse i tykt og tyndt og sad inderligt og håbede på at det ville udarte sig for ham, samtidig med at jeg skreg af grin over de mange gyldne kommentarer. Filmen starter ud som en slags mockumentary, hvor kameraet følger Kenny rundt på hans arbejde, mens han fortæller om sit liv og filosoferer over menneksets trang til at besørge sig. Men formen lægger sig hurtigt i baggrunden og man glemmer lidt dens forsøg på at give sig ud for dokumentarfilm, hvilket faktisk er helt fint. Historien kan nemlig sagtens holde sig kørende uden unødige stilgreb til at obstruere den fascinerende og hjertevarme fortælling om Lord of Da Shit: Kenny!

Men så gik det ned i bakkedalen igen – filmen hed ”Demented”, var fransk og blev vist i Posthus Teatret. Lad mig med det samme komme med en tilståelse: Jeg kan ikke fordrage Posthus Teatret! Det kan godt være, at det er et prisværdigt initiativ at køre art-biograf i København udelukkende baseret på idealistiske forventninger, om at lave en modpol til massekulturens forbrugsfilm, men man kan sgu ikke tillade sig at give køb på alt for denne pris. Posthus Teatret får Hustes Biograf til at ligne en luxussuite (Husets Biograf er skam heller ikke min fav oritbiograf – den tager faktisk andenpladsen på min liste over dårligste biogarfer i København, næst efter Posthus Teatret). I stedet for bløde biografsæder, er salen indrettet som Annemoneteatrets lilleput-division, med jernhårde træsæder, der kræver at man placerer sine knæ opppe under hagen for at kunne få plads til benene. Elevation er ikke noget man har overvejet i biografen, så hvis der sidder nogen på pladsen foran dig, ja så er det bare ærgeligt, Sonny Boy, for så ser du mere bagsiden af et hoved end den pågældende film. Komfort er en by i rusland for den lille rustikke rønne, der pludselig kommer med en udemærket forklaring på hvorfor så få folk ser de smalle film i biffen – hvis man er indlagt til en sådan biografoplevelse, ja så fjerner jeg hellere sofaen der hjemme, baldrer en rude og strør glaskårene ud på gulvet, hvor jeg så kan sætte mig og nyde en behageligere fornemmelse.
Derfor, stedet taget i betragtning, samt det faktrum at jeg efterhånden var ganske sulten, så er det måske en kende svært at være helt objektiv overfor ”Demented”. Men min oplvelse var nu engang den, den var, og på trods af dprlige omstændigheder, så vil jeg vove at påstå, at jeg kan kende lort, når jeg ser det. ”Demented” er ikke i den sjove lorte-ende, som f.eks. ”Kenny” var, men i den bedrøvelige, langsommelige og kedelige fæces-kategori. Forstå mig ret, filmen handler skam ikke om lort. Den handler om en dysfunktionel fransk familie ude på landet, men ses gennem øjnene på deres lille søn, som gennem det meste af filmen ikke siger en lyd, og har et ansigtsudtryk, som havde nogen givet ham det hvide snit.
Moren er åbenbart sindslidende og lukket inde på sit værelse, storebroren skriver digte, er skabsbøsse og generelt bare irriterende. Far ser man ikke så meget til, men når han endelig har screentime, forstår man også hvorfor, for en mere udtryksløs skuespiller skal man lede længe efter. Franskmænd har noget med langsomt fortælletempo – det er som om de ofte forsøger at overgøre neorealismens lange, kontemplative scener, som var det en konkurrence i, hvem der kan holde indstillingen længst tid, uden der sker noget. Hvis ”Apart From That” føltes langsomelig, som er ”Demented” næsten katatonisk i sit tempo. Men dens største problem er dog, at man hurtigt er så uendelig ligeglad med karaktererne. Der forsøges på ingen måde at gøre dem interessante eller bare minimalt identificerbare. Ikke at de er gådefulde, nej på ingen måde. Bare ligegyldige og kedelige. Det var ganske sigende for filmen, at da den lille dreng efter en times ørkenvanding finder en pistol i en skuffe, så håbede jeg så inderligt at han ville blæse knoppen af sig selv og spare mig endnu fyrre smertelige minutter. Så heldig var jeg dog ikke. Men han skyder dog sin far og mor tilsidst, i en af de mest kikset-prætentiøse og direkte pinlige scener jeg længe har set.
Programteksten til filmen satte den i bås sammen med Michael Haneke, og forfatteren af teksten har sandsynligvis associeret til ”Skjult” og ”Bennys video”, men at sammenlige ”Demented” med denne instruktørs kompromisløse og knivskarpe mesterværker nærmer sig en forbyrdelse. Det kan godt være at instruktøren har forsøgt at gøre Haneke kunsten efter, men der skal sgu mere til end fortællinger om afstumpede familietragedier og social dysfunktionalitet. Der skal være nærvær, realisme, et stringent blik for hvad man vil fortælle og en masse andre elementer hvis fravær brillierer i ”Demented”. Jeg tror jeg kiggede på mit ur mindst seks gange i løbet af filmen, og for hver gang kunne jeg til min fortvivlelse konstatere, at der var gået langt kortere tid end jeg havde troet. Fy!

Der var også til dels lort på menuen hvad angik den næste film, Richard Linklaters dramatiske satire over burgerindustrien ”Fast Food Nation”. Her snakker vi i bogstaveligste forstand, for i filmen finder Greg Kinnears marketingschef ud af at den burgerkæde han arbejder for serverer kød med rester af kolort i. Som han undersøger sagen dybere, kommer vi ind bag facaden på alle de forskellige dele af fast food industrien, fra slagtehallen, hvor de illegale mexikanske immigranter arbejder under forfærdelige forhold, over de unge ekspedienter der langer burgere over disken, og til ejerne og producenterne af maden, som står for at markedsføre deres produkter til størst mulig gevinst. Filmen har form af den efterhånden gængse multiplot struktur, hvor vi følger de enkelte handlingstråde hver især med enkelte overlapninger. Jeg må sige, at jeg var ganske godt underholdt, og filmen er både morsom og tankevækkende, ligesom dens åndsfælle ”Supersize Me” var. Det er dog primært tre historier der fortælles, nemlig de mexikanske immigranters, marketingschefens og ekspedientens. Man føler lidt at man er i selskab med lignende satirer over USAs dårligdom og dobbeltmoral som set for nylig i ”Thank You For Smoking”, der blændede op for tobakslobbyismen, men i ”Fast Food Nation” er vægten snarere lagt på det groteske i industriens kynisme samt dramaet, der skal få os til at føle os skyldige og have ondt af de stakkels arbejdere. Måske løfter Linklater pegefingeren lige lovlig meget, men filmen har dog en del rammende pointer om at man skal tage ansvar for den verden man lever i, og at man bliver nødt til at handle hvis man ønsker en forandring. Filmen bygger øjensynligt på en populær bog, som jeg dog ikke har læst, så jeg skal ikke kunne sige, i hvor høj grad den er tro mod sit forlæg. Instruktøren har dog væsentlig mere på hjerte end i de to seneste komedier ”School of Rock” og ”Bad News Bears”, der dog havde den fordel at de kunne tillade sig at være all out fun, men han er dog heller ikke gået helt i den utilgængelige stenerfilosofiske grøft, som han gjorde med sin sidste film ”A Scanner Darkly”. Jeg var alt i alt tilfreds (man kan jo heller ikke forvente et mesterværk a la ”Before Sunrise” eller ”Before Sunset” hver gang) og så skal det lige nævnes at filmen indeholder Bruce Willis i en lille rolle, der må siges at være en af hans bedste til dato. Cameoen er kort, men den kyniske og dobbeltmoralske svada han for fyret af omkring USAs blødsødenhed og at folk bør tage sig sammen og acceptere at de spises af med lort, er fænomenal!

Aftenens sidste film endte med at blive den pakistanske splatterfilm ”Hell’s Ground”. Normalt forbinder man ikke Pakistan med blod, gys og lemlæstelse (i hvert fald ikke havd angår deres filmproduktion), men her er en pakistansk instruktør, som er træt af den statiske tendens der er i landets filmindustri til kun at lave de samme kærlighedsdramaer og syngespil, som de har lavet de sidste tres år. Samtidig er biograftallet i Pakistan styrtdykket år for år, og derfor er det ekstra modigt at man har turde tage en sådan chance. Instruktøren, som var til stede under visningen af filmen, mente dog heller ikke at hans film havde de store chancer for at få distribution i sit hjemland. Om den kan få det i udlandet er dog en anden sag, for det var faktisk en væsentlig bedre slasher-patsiche end jeg havde forventet (havde dog heller ikke haft synderligt store forventninger). Filmen var blevet annonceret som en zombiefilm, men når det kommer til stykket er den nærmere en pakistansk homage til ”Texas Chain Saw Massacre” og slasherfilmen som sådan. Således introduceres vi til en gruppe unge pakistanere, der trodser deres forældres formynderiskhed og tager en field trip i deres mini-van, men selvfølgelig ender i skoven, hvor både zombie-infektion grundet vandforurening, gale profeter og et morgenstjerne-svingende, burkaklædt monster huserer. Behøves jeg nævne at de alle omkommer én efter én på blodige og mere eller mindre opfindsomme måder? Instruktøren begår sig i genren ganske godt, og heldigvis er både skuespil og special effects ret hæderligt udført. Filmen har dog øjensynligt valgt at benytte den ironiske tilgang, og bliver derfor mere sjov end egentlig skræmmende (dertil er den dog for meget et amatørstykke). Dens kompetencer taget i betragtning er dette måske en meget god taktik, men det kunne dog have været spændende med en pakistansk horrorfilm, der rent faktisk tog sig selv seriøs, og dertil lykkedes med at være uhyggelig. Men det er desværre efterhånden heller ikke noget man kan forvente af genren som helhed, uanset dens nationalitet...

Natfilm-dagbog: torsdag

Noget tyder på at Natfilm-programmet efterhånden er kommet op i omdrejninger, eller også har jeg bare været heldig med min udvælgelse (og været uheldig visse dage…). Torsdag stod den således på fire vidt forskellige film, der alle var et interessant bekendtskab, selvom vi ikke taler om deciderede mesterværker (men det er vel også for meget at forlange, hver gang man sætter sig til rette i mørket).

Dagen startede som sædvanligt i Vester Vov Vov med visning af den amerikanske (fake?-)dokumentarfilm ”Street Thief”. Her vil jeg lige først knytte et par ord til biografen – Vester Vov Vov ligger heldigvis kun et (ret langt) stenkast fra hvor jeg bor, men deres komfort-faciliteter lader virkelig noget tilbage at ønske. Marie kommenterede selv forleden, at da hun havde været der, var hun blevet forarget over salens tilstand og publikums tilsyneladende laissez faire holdning til stedet. Sæderne er godt nok heller ikke guds bedste børn, men nu hvor de har indført nummererede pladser (fuck først til mølle – når jeg bestiller billetter i forvejen så gør jeg det også for at sikre mig en god plads), så kan man med fordel bestille i god tid og tiltuske sig et af flysæderne, helst på række 6, hvor benpladsen er bedre. Okay, lærredet er ikke synderligt stort, og der bliver aldrig helt mørkt, særligt når operatører, billetkontrollører og forsinkede publikummer konstant går ud og ind ad døren – tag jer nu sammen, når vi ser film i biffen, så ser vi film, og så skal vi ikke forstyrres, capiche? Det er jo for helvede ikke Palads? Nå, men alt i alt er Vester Vov Vov ganske velvagt til de tidlige eftermiddagsforestillinger, hvor der hænger noget søvnigt og afslappet i luften.

Well, back on topic, ”Street Thief” er en selvproklameret dokumentar om den amerikanske professionelle indbrudstyv Kasper Karr – han frasiger sig dog termet ’professionel’ for som han pointerer, så er det jo ikke noget man kan finde på de Gule Sider. Instruktøren og hans makker følger Karr rundt i sin daglige location scouting, hvor han planlægger sine indbrud, men også på det endelige job, hvor Karr bryder ind i en biograf og slipper af sted med over 100.000 dollars. Fakta eller fiktion? Det er svært at blive helt klog på ”Street Thief” for dens ophavsmænd påstår at det ikke er en konstruktion, men ifølge filmen forsvinder Karr sporløst efter kuppet og instruktøren konspirerer om, at han er blevet likvideret. Det hele virker næsten for fantastisk og visse af filmens scener, især en række interviews med en af Karrs embedskolleger, virker iscenesatte. Har vi at gøre med den faktuelle virkelighed, så er det at filmens emne bliver helvedes kontroversielt. Og dens styrke ligger netop i, at man som tilskuer aldrig bliver helt klog på hvad der er sandt. I modsætning til f.eks. ”Mand bider hund”, som i mine øjne er for karikeret og humoristisk for sit eget bedste, så formår ”Street Thief” at bibeholde det urolige nærvær, som illusionen om at opleve virkelige hændelser afføder. Den tager sig selv alvorligt, i forsøget på at snyde publikum mest muligt, lidt ligesom sin mockumentary-fælle ”Blair Witch Project”, dog uden det fantastiske element til at udviske den virkelige troværdighed. For er ”Street Thief” en mockumentary? Jeg er stadig ikke helt sikker…

Dagens anden film, den franske ”Exterminating Angels” er i en ganske anden boldgade. Den fortæller historien om en filminstruktør, der bliver besat af at komme ind under huden på den kvindelige lysts mysterium, hvorfor han hyrer en række unge piger til at onanere og have sex foran ham, så han kan forsøge at afkode deres passion og særligt kvindens orgasme. Der lægges dog ikke fingre imellem (og dog;) ) når de seksuelle scener udpensles på lærredet, for der er virkelig dømt full blown erotik, når ungmøerne går i gang. Det er næsten for let at anklage filmen for blot at være en undskyldning for mandlige sexfantasier, og næsten mandschauvinistisk i sin fiksering på girl on girl action, med underkastede franske nymfer der vrider sig i lyst. Det er måske også derfor at filmen bevidst har valgt at indlægge en handling, der samtidig aspirerer til at være kunstfilm, med indlejrede engle, der vogter over hovedpersonen, hans døde bedstemor, der viser sig for ham i drømme, samt en radio-speak, der i ny og næ repeterer de mest absurde sprogblomster, jeg længe har hørt – skizofren tale a la ”de blå dæmoner kan ikke skade deres venner i en ørken af sand og elendighed” el lign. (fandt selv på den sætning, for kan ærlig talt ikke huske de vrøvlevers filmen bombarderede mig med). I den forstand er det udpræget fransk på sin ofte påtagede, selvsmagende og støvet-litterære måde, men disse forsøg på fremmedgørende kunstgreb er heldigvis ikke alt for overskyggende. Der er dog primært en tendens til at man finder karaktererne utroværdige, især de unge piger, der fluks alle som én fascineres af, ja endog forelsker sig i, den lettere tørre instruktør, som ser fransk og 40-års-kriseramt ud som kun franske 40-årige med livskriser kan se ud. Det er primært motivationerne som virker påtagede i denne film, hvis stempel som semi-kunstfilm mere synes at dække over ønsket om at lave en rigtig saftig erotikfantasi med tilhørende handling. Når det er sagt, så skal jeg da være den første til at indrømme at ”Exterminating Angels” er utrolig sexet på den smagfulde måde – men dens rammefortælling er og bliver et postulat. Og fik instruktøren løst gåden om den feminine orgasmes mystik? Nej, selvfølgelig ikke!

Fra kåde kællinger til koalabjørne med personlighedsspaltning. Minoru Kawasakis anden film her på Natfilm, efter den grinagtige b-parade ”The Calamari Wrestler” havde mange af de samme ingredienser, men tør noget mere. ”Executive Koala” handler om koalaen Keiichi, der arbejder for et pickles-firma, men som pludselig beskyldes for mordet på sin kæreste. Hans kone døde flere år tilbage, men nu tror politiet også at han slog hende ihjel. Det viser sig, at Keiichi har fortrængt sin fortid, og faktisk var et dumt og voldeligt svin (altså i overført betydning, ikke en fysisk gris) dengang. Snart myrdes også hans chef (som er kanin) og hans psykolog, og Keiichi ryger i spjældet. Det lykkes ham dog at slippe ud, takket være et flyveegern, og det hele ender med et opgør mellem Keiichi og hans afdøde kone som ikke er død alligevel (for hun er kampsportsekspert og kan genoplive sig selv), og faktisk bliver de alle lykkeligt genforenet til sidst, trods at de lige har smadret hinanden til plukfisk. Nå jo, og ham politimanden, som blev skudt lever op igen som om intet var hændt. Fik jeg nævnt at fængslet var Alcatraz, men var befolket udelukkende med japanere? Well, mening giver filmen ikke meget af, men den har dog folk i dyrekostumer, hvilket altid er et plus – det bliver naturligvis altid bedre af at folkene i dyrekostumer slås (har man set ”Death to Smoochy” ved man hvad jeg taler om). Kawasaki benytter stadig samme ubehjælpelige b-films format, både i sin historie og i sin teknik, men ”Executive Koala” har den fordel at den tør være all over the place, og i et nu benytter både slasher-referencer og kampkoreografi a la ”Tekken”-spillene, alt sammen på den kiksede og ganske forrykte måde. For når man er kommet sig ud over det morsomme i at hovedpersonen er klædt ud som koala (hvilket faktisk sker overraskende hurtigt), så har man brug for andre elementer, der kan tære på ens lattermuskler, og her lykkes det ”Executive Koala” i bedre grad end ”The Calamari Wrestler”. Det mest utrolige ved en film er dog, at salen i CinemaxX næsten var fyldt op, hvilket blot cementerer det faktum, at publikum på Natfilm egentlig helst vil have to ting: Enten A) Genkendelige film, primært amerikanske, med velkendte stjerner, eller B) Noget er er så langt ude, så underligt og så syret at man ikke kan tage det seriøst. Altså mainstream eller exploitation. Her ligger kernen i Natfilm.

Torsdag stod dog ikke kun på spøjse løjer, men fik en fornem afrunding med den uafrystelige og uhyggelige New Zealandske ”Out of the Blue”. Filmen fortæller historien om landets største massemord i nyere tid, hvor en mand gik amok i den lille by Aramoana og dræbte 13 mennesker i 1990. Vi starter ud i nærheden af ”Falling Down”, men ender hurtigt i selskab med Gus van Sants ”Elephant”. Episoden skildres realistisk og kontant, og et af filmens væsentligste træk, er dens opbygning mod den forestående massakre. Som tilskuere aner man hurtigt hvor det bærer hen, men ”Out of the Blue” giver sig god tid til at lade os komme ind under huden på dagliglivet i den lille soveby ved vandet, og lader os blive fortrolige med de forskellige indbyggere og deres trivielle gøremål, inden det hele eksploderer. Man sidder snart og venter i hvert klip, at den frådende galning skal åbne ild og meje de sagesløse personer ned, men spændingen trækkes ud til det næsten ubærlige – hvilket giver god mening. Når katastrofen endelig indtræffer er det næsten uvirkeligt banalt – skuddene fra hans AK47 lyder som et luftgevær, og de pludselige likvideringer af både børn såvel som voksne, sker ikke i et aggressionsudbrud, men mere som en eftertanke fra gerningsmanden. Hollywoods eksplosive og æstetiserende voldsorgier punkteres med et desillusionerende dumpt knald i lyset fra den virkelige verden. For sådan tror jeg sådanne pludselige nedskydninger opleves – grufuldt foruroligende i deres næsten bagatelliserende uvirkelighed. Drabsmandens vilkårlige offerliste er ægte uhygge, fordi den frasiger sig enhver form for mening eller logik. Tilfældighedens mord er noget nær det mest skræmmende, jeg kan komme i tanke om…
”Out of the Blue” spiller igen i CinemaxX på lørdag kl. 18.30 – und jer selv at se den, da den ikke kommer op i biograferne herhjemme. Men forbered jer på en både stærk og ubehagelig oplevelse.

Natfilm-dagbog: onsdag

Onsdag holder hermed titlen som den mindst givende dag i denne Natfilm-omgang – til gengæld var vejret jo så supergodt, at det alligevel var synd at bruge al tiden inden døre.
Kun to film blev det til, grundet manglende evne til at få afsat min aftenvagt i De Kendtes Playtime (faktisk kun1½ hvis jeg skal være helt ærlig, men det kommer vi til).

Først var jeg i Vester Vov Vov og se ”Kurt Cobain – About a Son”, som er en dokumentarfilm baseret på en række interviews med selveste Kurt Koben. Disse findes dog kun som lydoptagelser, og instruktøren har derfor i stedet valgt at akkompagnere Cobains fortællinger med tematiske scener og lyriske billeder, der spejler samtalens indhold. Det var ikke lykkedes mig at lokke andre med ind til filmen, efter ’visse’ folk havde brændt sig på sidste års svært tilgængelige ”Last Days”, hvor Michale Pitt gav den som grunge-ikonet, dog uden synderligt indhold i hverken tilværelse eller filmen som sådan. Det skal dog siges, at selvom ”About a Son” ikke er en klassisk dokumentarfilm i genrens forstand, så var den både et interessant og behageligt bekendtskab. Kurt Cobain er faktisk en ganske indsigtsfuld mand, og de lange interviews kommer rundt om både hans forholdsvis lykkelige barndom, hans fraværende far, outsiderfølelsen i teenageperioden, samt hans gennemgående følelsesmæssige tumult og instinktive had overfor andre mennesker. Nogle gange er vi lidt ude på et overdrev, og den midterste del af filmen trækkes lidt vel langt, men alt i alt er det imponerende at Cobains stemme kan forankre ens interesse i godt og vel halvanden time. Billedsiden virker som den skal, uden at blive fortænkt eller prætentiøst kunstnerisk, og selvom filmen ikke kommer direkte ind på Nirvanas musik, så giver den i stedet et billede af hvilken kompleks person hr. Cobain var. Der er noget uhyggeligt ved at høre ham snakke om sine ønsker om at holde sig fra stofferne og blive en god far for sin datter, når man ved, at han året efter det sidste interview skød hovedet af sig selv med et jagtgevær. Jeg havde i hvert fald en klump i halsen, da filmens sidste stilbilleder af musikeren Kurt på scenen rullede over lærredet. Helt klart en indsigtsfuld film for dem der ikke har læst Cobains biografi.

Og så gik filmen ellers i sort. Den koreanske ”The Last Dining Table” skulle ifølge programavisen være dedikeret til Roy Andersson, og dertil være i familie med hans absurde dystopifabel ”Sange fra anden sal”, men der vil jeg immervæk slå i bordet. At sammenligne de to film med hinanden er ikke blot et letkøbt salgstrick, men direkte uforskammet overfor Anderssons mesterværk. ”The Last Dining Table” er den første film i hele min Natfilm-karriere (og én af de få i min biografkarriere) som jeg er udvandret til. Jeg holdt hele 45 minutter, før jeg besluttede mig for at forlade biografen, og i stedet nå hjem og skrive disse ord. Jeg var ikke rasende. Jeg var heller ikke frustreret eller hovedrystende grinende. Jeg følte faktisk ingenting. Og det er symptomatisk for filmen, som i bund og grund synes ligegyldig. Med dens lange indstillinger og ubevægelige kamera, mindede den mig om en af natfilms tidligere visitter ”What Time Is It There”, men den film havde i det mindste en slags overordnet handling. En sammenhæng. Et formål. Ikke når det kommer til ”The Last Dining Table”. Forstå mig ret, jeg er stor fan af long takes og cinematiske tableauer – bare tag ”Sange fra anden sal” som pragteksempel; ja selv den lidt langtrukne ”What Time Is It There”. Men teknikken skal bruges til noget. Den skal ikke bare være en fiks måde, hvorpå man forsøger at plagiere andres succesfulde form eller en billig måde at konnotere ’art-film’. Kunst skal berøre, på den ene eller den anden måde. Og det formår ”The Last Dining Table” så absolut ikke.
Men hov, jeg har jo helt glemt at fortælle hvad filmen går ud på. Tro mig – det var ganske med vilje. En mand i jakkesæt kommer ned i metroen og sætter sig blandt de hjemløse tiggere – denne scene havde noget der kunne minde om noget finurligt. Måden hvordan tilskuerens forudindtagede opfattelse vendes på hovedet. Ganske kløgtigt. Men så stopper det også her. Flere scener: En kone gør rent i sin have. En fange tæskes af sine fangevogtere. Folk chatter på nettet. En mand tager gentagne bidder af en roe (?), som han spytter ud igen. En kvinde spiser en roe. En mand blandt biografens publikum tager sin jakke og taske og går…
Da jeg i sin tid så ”Sange fra anden sal” i biografen var jeg hypnotiseret – mine øjne klistrede febrilsk til lærredet og jeg glemte næsten af trække vejret. Da jeg så ”The Last Ding Table” ønskede jeg desperat, at jeg var træt nok til at falde i søvn, så den meningsløse Sissyfos-forestilling foran mit blik kunne tage sin ende.