Natfilm-dagbog: fredag

Fredag stod den på fem film, så der var fuldt program. Det var lidt som at køre med rutsjebane, idet det vekslede mellem op- og nedture.
Som efterhånden er blevet kotume startede dagen i Vester Vov Vov (ikke mere brok om deres komfort) med den amerikanske indie-film ”Apart From That”. Vi bevæger os her i det hverdagsrealistiske blandet med det finurlige i en flettefortælling fra forstaden om spøjse og ofte sære karakterer. Der er ingen overordnet handling i filmen, men de enkelte personer kan til del siges at have deres egen dramaturgiske bue. Der er faderen, som netop har måttet fyre sin søns legekamerats far, hvilket sønnen naturligvis ikke forstår. Der er den lidt eccentriske kvinde, som arbejder i en frisørsalon og som optager lydene fra sin udlejers hus på bånd. Og så er der den indianske far, som ikke tør tage afsked med sin far(?) der vist nok ligger for døden. Det hele udspiller sig omkring Halloween, men jeg må tilstå at jeg havde lidt svært ved at holde mig koncentreret og følge med. Primært fordi der går lang tid inden der siges noget nær relevant (åbningsscenen er en kæmpe komsammen med alle karaktererne, der stort set taler i munden på hinanden hele tiden), og tempoet nærmer sig nogle gange det faretruende langsomme. Det tegner ikke særlig godt for en film, hvis man allerde begynder at kede sig efter en halv time, og det vel og mærke er den første film på dagen (man kan altså ikke skyde skylden på overload af audiovisuelle indtryk). Jeg vil sige, at filmen har en del ganske underholdende og opfindsomme scener, men der er for meget uinteressant fyld til, at den for alvor fænger.

Herefter havde jeg brug for noget lettere, noget der kunne live mig lidt op og helst ikke var for intellektuelt krævende. I den forbindelse var den australske komedie ”Kenny” lige hvad, man kunne ønske sig. Kort fortalt er det historien om Kenny, som arbejder for et firma, der leverer og vedligeholder transportable toiletter. Normalt har jeg det svært med prutte-bæ humor, som så ofte er den laveste form for komik, der virkelig skraber bunden og egentlig ikke er sjov, men bare ulækker eller plat. Med filmens omdrejningspunkt taget i betragtning kunne man have udsigt til en lang lorte-joke, og komedien er først og fremmest også rodfæstet i de fækale områder. Men takket være et velskrevet manuskript, navnligt på dialogsiden, så grinede jeg hårdt og længe over de mange guldkorn, som den godmodige Kenny kom med om livet på tønden. En stor del af filmens tiltrækningskraft ligger også i, at den supplerer os med en hovedperson, der trods sin kiksede fremtoning og sit lortejob (pun intended!) er en ovenud sympatisk karakter, der ikke har ét ondt ben i kroppen. Trods konstant modgang og tilsvining fra både ekskone, far, bror og diverse kunder, så opretholder Kenny hele tiden en sober tone og vender hellere den anden kind til end at fare i flint. Han er muligvis en kende enfoldig, men hans livsvisdom er både opmuntrende og faktisk ganske reel. Jeg var i hvert fald fast besluttet på at følge den kære bamse i tykt og tyndt og sad inderligt og håbede på at det ville udarte sig for ham, samtidig med at jeg skreg af grin over de mange gyldne kommentarer. Filmen starter ud som en slags mockumentary, hvor kameraet følger Kenny rundt på hans arbejde, mens han fortæller om sit liv og filosoferer over menneksets trang til at besørge sig. Men formen lægger sig hurtigt i baggrunden og man glemmer lidt dens forsøg på at give sig ud for dokumentarfilm, hvilket faktisk er helt fint. Historien kan nemlig sagtens holde sig kørende uden unødige stilgreb til at obstruere den fascinerende og hjertevarme fortælling om Lord of Da Shit: Kenny!

Men så gik det ned i bakkedalen igen – filmen hed ”Demented”, var fransk og blev vist i Posthus Teatret. Lad mig med det samme komme med en tilståelse: Jeg kan ikke fordrage Posthus Teatret! Det kan godt være, at det er et prisværdigt initiativ at køre art-biograf i København udelukkende baseret på idealistiske forventninger, om at lave en modpol til massekulturens forbrugsfilm, men man kan sgu ikke tillade sig at give køb på alt for denne pris. Posthus Teatret får Hustes Biograf til at ligne en luxussuite (Husets Biograf er skam heller ikke min fav oritbiograf – den tager faktisk andenpladsen på min liste over dårligste biogarfer i København, næst efter Posthus Teatret). I stedet for bløde biografsæder, er salen indrettet som Annemoneteatrets lilleput-division, med jernhårde træsæder, der kræver at man placerer sine knæ opppe under hagen for at kunne få plads til benene. Elevation er ikke noget man har overvejet i biografen, så hvis der sidder nogen på pladsen foran dig, ja så er det bare ærgeligt, Sonny Boy, for så ser du mere bagsiden af et hoved end den pågældende film. Komfort er en by i rusland for den lille rustikke rønne, der pludselig kommer med en udemærket forklaring på hvorfor så få folk ser de smalle film i biffen – hvis man er indlagt til en sådan biografoplevelse, ja så fjerner jeg hellere sofaen der hjemme, baldrer en rude og strør glaskårene ud på gulvet, hvor jeg så kan sætte mig og nyde en behageligere fornemmelse.
Derfor, stedet taget i betragtning, samt det faktrum at jeg efterhånden var ganske sulten, så er det måske en kende svært at være helt objektiv overfor ”Demented”. Men min oplvelse var nu engang den, den var, og på trods af dprlige omstændigheder, så vil jeg vove at påstå, at jeg kan kende lort, når jeg ser det. ”Demented” er ikke i den sjove lorte-ende, som f.eks. ”Kenny” var, men i den bedrøvelige, langsommelige og kedelige fæces-kategori. Forstå mig ret, filmen handler skam ikke om lort. Den handler om en dysfunktionel fransk familie ude på landet, men ses gennem øjnene på deres lille søn, som gennem det meste af filmen ikke siger en lyd, og har et ansigtsudtryk, som havde nogen givet ham det hvide snit.
Moren er åbenbart sindslidende og lukket inde på sit værelse, storebroren skriver digte, er skabsbøsse og generelt bare irriterende. Far ser man ikke så meget til, men når han endelig har screentime, forstår man også hvorfor, for en mere udtryksløs skuespiller skal man lede længe efter. Franskmænd har noget med langsomt fortælletempo – det er som om de ofte forsøger at overgøre neorealismens lange, kontemplative scener, som var det en konkurrence i, hvem der kan holde indstillingen længst tid, uden der sker noget. Hvis ”Apart From That” føltes langsomelig, som er ”Demented” næsten katatonisk i sit tempo. Men dens største problem er dog, at man hurtigt er så uendelig ligeglad med karaktererne. Der forsøges på ingen måde at gøre dem interessante eller bare minimalt identificerbare. Ikke at de er gådefulde, nej på ingen måde. Bare ligegyldige og kedelige. Det var ganske sigende for filmen, at da den lille dreng efter en times ørkenvanding finder en pistol i en skuffe, så håbede jeg så inderligt at han ville blæse knoppen af sig selv og spare mig endnu fyrre smertelige minutter. Så heldig var jeg dog ikke. Men han skyder dog sin far og mor tilsidst, i en af de mest kikset-prætentiøse og direkte pinlige scener jeg længe har set.
Programteksten til filmen satte den i bås sammen med Michael Haneke, og forfatteren af teksten har sandsynligvis associeret til ”Skjult” og ”Bennys video”, men at sammenlige ”Demented” med denne instruktørs kompromisløse og knivskarpe mesterværker nærmer sig en forbyrdelse. Det kan godt være at instruktøren har forsøgt at gøre Haneke kunsten efter, men der skal sgu mere til end fortællinger om afstumpede familietragedier og social dysfunktionalitet. Der skal være nærvær, realisme, et stringent blik for hvad man vil fortælle og en masse andre elementer hvis fravær brillierer i ”Demented”. Jeg tror jeg kiggede på mit ur mindst seks gange i løbet af filmen, og for hver gang kunne jeg til min fortvivlelse konstatere, at der var gået langt kortere tid end jeg havde troet. Fy!

Der var også til dels lort på menuen hvad angik den næste film, Richard Linklaters dramatiske satire over burgerindustrien ”Fast Food Nation”. Her snakker vi i bogstaveligste forstand, for i filmen finder Greg Kinnears marketingschef ud af at den burgerkæde han arbejder for serverer kød med rester af kolort i. Som han undersøger sagen dybere, kommer vi ind bag facaden på alle de forskellige dele af fast food industrien, fra slagtehallen, hvor de illegale mexikanske immigranter arbejder under forfærdelige forhold, over de unge ekspedienter der langer burgere over disken, og til ejerne og producenterne af maden, som står for at markedsføre deres produkter til størst mulig gevinst. Filmen har form af den efterhånden gængse multiplot struktur, hvor vi følger de enkelte handlingstråde hver især med enkelte overlapninger. Jeg må sige, at jeg var ganske godt underholdt, og filmen er både morsom og tankevækkende, ligesom dens åndsfælle ”Supersize Me” var. Det er dog primært tre historier der fortælles, nemlig de mexikanske immigranters, marketingschefens og ekspedientens. Man føler lidt at man er i selskab med lignende satirer over USAs dårligdom og dobbeltmoral som set for nylig i ”Thank You For Smoking”, der blændede op for tobakslobbyismen, men i ”Fast Food Nation” er vægten snarere lagt på det groteske i industriens kynisme samt dramaet, der skal få os til at føle os skyldige og have ondt af de stakkels arbejdere. Måske løfter Linklater pegefingeren lige lovlig meget, men filmen har dog en del rammende pointer om at man skal tage ansvar for den verden man lever i, og at man bliver nødt til at handle hvis man ønsker en forandring. Filmen bygger øjensynligt på en populær bog, som jeg dog ikke har læst, så jeg skal ikke kunne sige, i hvor høj grad den er tro mod sit forlæg. Instruktøren har dog væsentlig mere på hjerte end i de to seneste komedier ”School of Rock” og ”Bad News Bears”, der dog havde den fordel at de kunne tillade sig at være all out fun, men han er dog heller ikke gået helt i den utilgængelige stenerfilosofiske grøft, som han gjorde med sin sidste film ”A Scanner Darkly”. Jeg var alt i alt tilfreds (man kan jo heller ikke forvente et mesterværk a la ”Before Sunrise” eller ”Before Sunset” hver gang) og så skal det lige nævnes at filmen indeholder Bruce Willis i en lille rolle, der må siges at være en af hans bedste til dato. Cameoen er kort, men den kyniske og dobbeltmoralske svada han for fyret af omkring USAs blødsødenhed og at folk bør tage sig sammen og acceptere at de spises af med lort, er fænomenal!

Aftenens sidste film endte med at blive den pakistanske splatterfilm ”Hell’s Ground”. Normalt forbinder man ikke Pakistan med blod, gys og lemlæstelse (i hvert fald ikke havd angår deres filmproduktion), men her er en pakistansk instruktør, som er træt af den statiske tendens der er i landets filmindustri til kun at lave de samme kærlighedsdramaer og syngespil, som de har lavet de sidste tres år. Samtidig er biograftallet i Pakistan styrtdykket år for år, og derfor er det ekstra modigt at man har turde tage en sådan chance. Instruktøren, som var til stede under visningen af filmen, mente dog heller ikke at hans film havde de store chancer for at få distribution i sit hjemland. Om den kan få det i udlandet er dog en anden sag, for det var faktisk en væsentlig bedre slasher-patsiche end jeg havde forventet (havde dog heller ikke haft synderligt store forventninger). Filmen var blevet annonceret som en zombiefilm, men når det kommer til stykket er den nærmere en pakistansk homage til ”Texas Chain Saw Massacre” og slasherfilmen som sådan. Således introduceres vi til en gruppe unge pakistanere, der trodser deres forældres formynderiskhed og tager en field trip i deres mini-van, men selvfølgelig ender i skoven, hvor både zombie-infektion grundet vandforurening, gale profeter og et morgenstjerne-svingende, burkaklædt monster huserer. Behøves jeg nævne at de alle omkommer én efter én på blodige og mere eller mindre opfindsomme måder? Instruktøren begår sig i genren ganske godt, og heldigvis er både skuespil og special effects ret hæderligt udført. Filmen har dog øjensynligt valgt at benytte den ironiske tilgang, og bliver derfor mere sjov end egentlig skræmmende (dertil er den dog for meget et amatørstykke). Dens kompetencer taget i betragtning er dette måske en meget god taktik, men det kunne dog have været spændende med en pakistansk horrorfilm, der rent faktisk tog sig selv seriøs, og dertil lykkedes med at være uhyggelig. Men det er desværre efterhånden heller ikke noget man kan forvente af genren som helhed, uanset dens nationalitet...